Unik mulighed: Peter Sommer kan opleves for en hund

I aften kan du komme til koncert med Peter Sommer og Tiggerne i Svendborg. Prisen kan komme ned på hundrede kroner næsen, men der er kun 150 billetter til salg.

Intet er som det plejer at være i disse coronatider. Heller ikke når der endelig dukker en livekoncert op.

Lørdag aften går Peter Sommer og Tiggerne på scenen i Svendborg. Det er der som sådan ikke noget nyt i.

Men der vil ikke være en eneste højtaler på scenen - og publikum skal sidde i deres biler.

Så er du en af dem, som går efter den unikke oplevelse, så er chancen der nu.

Kan man smuglytte?

Arrangøren er Spillestedet Harders, og koncerten på pladsen ved SG-huset ved svømmehallen på Ryttervej er ikke en størrelse, som den lokale koncertarrangør normalt går i krig med.

- Egentlig har vi bare taget en beslutning om, at der skal ske noget i Svendborg. Vi synes, vi har en forpligtelse til at sørge for, at kulturlivet er i live, siger Mads Stephensen, promoter og booker hos Spillestedet Harders.

Peter Sommer og Tiggerne er således ikke en kunstner som Harders normalt ville kunne få fat i.

- Kunstnerne vil gerne ud at spille for tiden, så vi har fået en god aftale, siger Mads Stephensen.

Aftalen er dog ikke bedre end at alle billetter skal sælges for at arrangmentet løber rundt.

En hund per næse

Midt på formiddagen lørdag oplyste Mads Stephensen, at der var solgt godt halvdelen af billetterne, men også at kommunen var til at snakke med, hvis det gik helt galt.

- Men vi vil godt selv betale lidt for, at der sker noget i Svendborg, tilføjer Mads Stephensen.

Én billet er lig med én bil, hvor der maksimum må sidde fem personer.

En billet koster 500 kroner, så fylder man bilen op, kan man opleve en af tidens store danske kunstnere opføre en anderledes koncert for en hundredekroneseddel.

Ingen adgang til toiletter

Det anderledes arrangement holder sig inden for de givne retningslinjer for at undgå smitte med coronavirussen covid-19.

Det betyder også, at man ikke kun kan komme ind i bil, men også at man ikke må forlade bilen så længe man er på pladsen.

Dertil kommer, at der ikke er adgang til toiletter.

- Det er lidt specielt for tiden. Det er ikke noget, vi kan gøre gøre noget ved, så man skal nok passe lidt på med sixpacken, siger Mads Stephensen.

Peter Sommer og Tiggerne går på scenen klokken 20.30, mens det nye navn Dopha, der småhitter med nummeret "Happy for me" varmer op med tre numre fra klokken 20.00.

Pladsen åbner klokken 18.00.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt