Utilfredse forældre i Svendborg

Borgermøde i Gudme. Bekymrede forældre frygter, at deres børn skal gå i en daginstitution langt væk fra hjemmet.

50 forældre fra Gudme holdt torsdag aften møde med lokale politikere fra Svendborg Kommune, fordi de frygter for fremtiden.

Der er nemlig mangel på pladser i daginstitutionerne. Derfor er børnene fra Gudme ikke automatisk sikret en plads i en daginstitution i nærområdet. Børnene risikerer nu i stedet at skulle blive passet i Svendborg eller Kirkeby.

- Vi kan risikere, at den her børnehave ligger 16 kilometer væk herfra. Det er en ganske umulighed at nå at få afleveret barnet på ordentligt vis og så samtidig nå tilbage på sit job, fortæller en af forældrene, Jeanet Hansen fra Gudme.

Problemet er blandt andet opstået, fordi der er kommet mange tilflyttere til kommunen. Borgmester Lars Erik Hornemann (V) erkender, at kommunen burde have forudset problemet noget før. Kommunen vil arbejde på at løse problemet, men tør ikke garantere noget som helst.

Borgerne håber istedet, at kommunen vil skabe nogle flere institutionspladser i lokalområdet.

Oversigt

    Oversigt