Valdemars Slot solgt: Det bliver i familiens eje

Stridigheder mellem de to søskende Caroline Fleming og Louise Albinus betød, at Valdemars Slot blev sat til salg. Nu har den ene søster købt slottet.

Valdemars Slot på Tåsinge er fortsat ejet af den samme slægt. 

Louise Albinus, der sammen med sin søster, Caroline Fleming, ejede slottet indtil det blev sat til salg sidst på året i 2021, har nemlig købt slottet. Det skriver Fyns Amts Avis.

- Jeg overtager det på min fars (Niels Krabbe Iuel-Brockdorffs, red.) og min datter Elisabeths fødselsdag 15. maj, siger Louise Albinus til avisen.

Hun afviser overfor Fyns Amt Avis at oplyse prisen for slottet, men fortæller, at hun skrev under på kontrakten fredag den 22. april. 

Søstrene Caroline Fleming og Louise Albinus blev enige om at sælge Valdemars Slot på Tåsinge efter uenigheder. 

Da det blev sat til salg lød vurderingen på 165 millioner kroner. 

Stridighederne mellem de to søstre, der hver især ejede 50 procent af slottet, startede da de ikke nåede til enighed om at godkende regnskabet for selskabet, som ejer Valdemars Slot.

Slægten har ejet Valdemars Slot i 344 år - og det ejerskab vil nu fortsætte fremover. 

Oversigt

    Oversigt