Velkommen hjem: Thurø er stolt af lokal landsholdstræners præstation

Thurø er klar til at byde den VM-guldmedaljevindende håndboldlandstræner velkommen hjem til øen, og til trods for corona skal landstrænerens sejr stadig fejres.

På Thurø har Niels Ole Højlund hejst alle tre flag i sin egen private flagallé.

Normalt bruger Niels Ole Højlund sine tre flagstange til at markere særlige begivenheder, og mandag er ingen undtagelse.

Senere på dagen vender nemlig landstræneren for det danske herrelandshold i håndbold hjem til øen oven på det danske holds VM-sejr søndag i Egypten. 

Og sammen med øens omkring 3.400 indbyggere er Niels Ole Højlund altså klar til at fejre landstrænerens triumf. 

- Jeg kender Nikolaj Jakobsen godt ude fra den lokale golfklub, og jeg synes virkelig, at han har fortjent en fejring. Det er jo uden tvivl en kæmpe præstation, siger Niels Ole Højlund, der altså har hejst flagene for at hylde søndagens sejr over Sverige. 

Niels Ole Højstrup havde hejst sine tre flag i sin egen private flagallé til ære for landræner Nikolaj Jakobsen.
Fotograf: Ida Alstrup

Stolte af at bo på samme ø 

Og det er ikke kun sejren i sig selv, at Niels Ole Højlund er stolt over. For ligesom mange andre på øen er han stolt af at kunne sige, at den triumferende landstræner kommer fra Thurø ligesom ham selv.

- Det er jo med stor stolthed, at man kan sige, at vores landstræner bor herovre. Og vi har jo også haft en tidligere landstræner her, Jan Pytlick, som også havde stor succes med kvinderne, siger Niels Ole Højstrup. 

Foran den lokale Spar i byen mødte TV 2 Fyn da også flere beboere, som har fulgt med i spænding i landsholdets præstationer. 

- Det er både spændende og dejigt, at endnu en træner herfra øen vender hjem med en guldmedalje. Desværre kan vi ikke fejre ham på helt samme måde, som vi måske ville have ønsket, men så må han bare blive fejret på en anden måde, siger Dan Persson, der bor på den sydfynske ø. 

- Det er da bestemt noget, vi er stolte over. Og vi ville så gerne have deltaget i en officiel modtagelse af landstræneren, hvis vi kunne, men det tillader corona deværre ikke, siger Gry Kristiansen.

Den sydfynske ø Thurø er klar til at byde den dobbelt-VM-guldvindende håndboldlandstræner velkommen hjem mandag aften.
Den sydfynske ø Thurø er klar til at byde den dobbelt-VM-guldvindende håndboldlandstræner velkommen hjem mandag aften.
Foto: Ida Alstrup

Oversigt

    Oversigt