Verdenskendt dansekompagni besøger Oure

Eleverne på Oure Danseakademi bliver i denne uge undervist af dansere fra det verdenskendte kompagni Dansk Danseteater.

I denne uge er elevernes velkendte lærere på Oure Danseakademi sat på bænken, og Dansk Danseteaters dansere har overtaget undervisningen.

- Vi får en ret intensiv periode, hvor Dansk Danseteaters dansere kan gå i dybden med undervisningen af vores elever, fortæller Vidar Hansen, der er kunstnerisk leder af Oure Danseakademi.

Dansk Danseteater turnerer lige nu rundt i landet med den anmelderroste forestilling Ildfuglen, der er en genfortolkning af den klassiske ballet af samme navn. At få dansere fra Dansk Danseteater til at undervise danseeleverne på Skolerne i Oure - Sport & Performing Arts i en hel uge er noget af en scoring for skolen.

- Dansk Danseteater er det mest anerkendte dansekompagni i Danmark, udover Den Kongelige Ballet, så man kan sammenligne det lidt med at få besøg af FCK, siger Vidar Hansen.

Og han er ikke i tvivl om, at eleverne kan bruge undervisningen til noget:

- Det betyder enormt meget for eleverne, fordi de får ny inspiration og får arbejdet med nogle professionelle dansere, der stadig performer. Det er guld værd.

Dansk Danseteater er sammensat af håndplukkede dansere fra hele verden, og det er sjette år i træk, at kompagniet besøger Skolerne i Oure - Sport & Performing Arts, hvor de inviterer danseeleverne med ind i deres danseunivers på forskellige workshops.

Oversigt

    Oversigt