Veteranbørn giver hinanden selvværd på sommercamp

50 børn og unge fra veteranfamilier er samlet til sommercamp i Svendborg. Her skal de arbejde med deres selvværd sammen med andre i samme situation.

I en gymnastiksal på Svendborg Efterskole er en gruppe børn og unge samlet, som alle har noget til fælles. De har et familiemedlem, som har været i krig.

- Jeg kommer tilbage på grund af sammenholdet. Det er sgu så hyggeligt hvert år. Det er noget helt specielt, siger 16-årige Nicolaj Huch Andersen fra Fredericia.

Han er én blandt 50 børn og unge, som er med på organisationen Støt Soldater & Pårørendes (SSOP) sommercamp. Han lever til hverdag med en far, der er veteran, og campen giver derfor en vigtig støtte for ham.

- Hvis man føler, man bærer en hel masse på skuldrene. Hvis det ikke går så godt, og far har haft det rigtig dårligt, så kan du altid gå over til en coach og lægge det af hos dem, og de vil selvfølgelig hjælpe dig, siger Nicolaj Huch Andersen.

Øvelser skal give selvværd

Det er sjette år i træk SSOP arrangerer sommercamp for børn og unge, og en af de coaches, der har været med alle seks år er campens leder, Bente Holm Skov.

- Når man lever med en forælder med ptsd eller en forælder, der jævnligt er udsendt, så kommer man på psykisk overarbejde. De får sig nogle udfordringer med deres selvværd, og de har svært ved at snakke med andre om det. De forstår ikke helt, hvad der foregår, og de ved ikke rigtig, hvad de skal gøre ved det. De er bare bekymrede, siger Bente Holm Skov.

Deltagerne skal blandt andet igennem nogle kropsøvelser, hvor de finder ud af, hvor deres egen grænse går, og kommer tættere på hinanden.

- Her arbejder vi med at udvikle deres selvværd, og det gør vi ved at have struktureret en camp og nogle øvelser meget nøje, så de får nogle erfaringer, som de kan lære af, og de erfaringer kan de tage med hjem til deres dagligdag, siger Bente Holm Skov.

Nicolaj Huch Andersen er en blandt 50 børn og unge, der er samlet til sommercamp på Svendborg Efterskole.
Nicolaj Huch Andersen er en blandt 50 børn og unge, der er samlet til sommercamp på Svendborg Efterskole.
Foto: Anders Høgh

Risiko for psykiske lidelser

Der er også samarbejdsøvelser, hvor de unge skal klatre højt op i trætoppene med hjælp fra de andre deltagere.

- Når man har en mor eller far med en psykisk lidelse, er der stor risiko for, at man på sigt selv udvikler en psykisk lidelse, og det er det, vi forsøger at undgå og forebygge ved at arbejde med de her børn, så de både får et netværk, øger deres selvværd og får nogle værktøjer, de kan bruge i dagligdagen, siger Bente Holm Skov.

Især netværket og sammenholdet, er noget af det, der får Nicolaj Huch Andersen til at vende tilbage.

- Det giver en hel masse selvtillid for mig, og det hjælper selvfølgelig også alle de andre, siger han.

Oversigt

    Oversigt