Voldsom travlhed i fynske lystbådehavne: - Folk ringer hele tiden

De fynske lystbådehavne er godt besøgte denne sommer. Så godt at bådene må lægge sig i lag på hinanden.

Danske feriegæster er i år strømmet til Fyn, og mange af dem er sejlet hertil. Det har fyldt de fynske lystbådehavne og marinaer til randen.

I Svendborg har man i uge 29 haft 193 flere både end samme uge sidste år, og selvom ferien er ved at være slut for mange, så anløb de sejlende feriegæster fortsat marinaen i Svendborg Gæstehavn mandag.

- Det er en havn, hvor vi normalt har travlt, uagtet om der er corona eller ej, men i år kan vi mærke, at vi har mellem 20 og 25 procent flere gæster her i havnen og i Svendborg by, siger Christian Steffensen, havnemester i Svendborg Kommune og tilføjer, at de i sidste uge satte ny rekort med over 1.400 gæster på en uge. 

quote Vi har mellem 20 og 25 procent flere gæster her i havnen og i Svendborg by.

Christian Steffensen, havnemester, Svendborg Kommune

Bådene er så mange, at de må lægge sig i lag på hinanden ved samme havneplads, for der skal være plads til alle.

- Vi bliver ringet op hele tiden, fordi folk gerne vil være sikre på at have en plads. Det kan vi stort set garantere dem, for så lægger man bare til som nummer fem uden på. Vi har også taget vores erhvervskaj i brug, så vi prøver at udnytte alt den plads, vi overhovedet har, fortæller Christian Steffensen. 

Travlhed på hele Fyn

En af de mange, der mandag anløb Svendborg Gæstehavn, er Jackie Lindegaard. Han har de seneste dage sejlet med sin familie gennem Lillebælt og oplevet de fynske marinaer.

- Der har været flere ude at sejle, og der har også været flere både på vandet, når vi har sejlet rundt fra havn til havn, fortæller Jackie Lindegaard fra Rørvig.

FAKTA

Ikke længe efter at Jackie Lindegaard har lagt sin båd til kaj, kommer den næste båd for at ligge uden på. Men det hører med, siger den erfarne sejler.

- Det er noget, man gør ofte, så det skal man være forberedt på. Man skal også være klar på, at der måske er nogle, der jokker ind over ens båd. Det er sådan det er,  og det er også lidt hyggeligt. Man kommer hinanden ved på den måde.

Når sæsonen slutter, og skibene stævner ud af havnene, ser Svendborg Gæstehavn frem mod næste sæson.

- Næste år kunne godt komme til at ligne noget ala det her. Så i forberedelserne til sæsonen næste år vil vi kigge på at have flere midlertidige pladser eller faciliteter her, fortæller Christian Steffensen. 
 

Oversigt

    Oversigt