Voldsomme flammer var meter fra at brænde knastør skov af

Det knastørre vejr kan gøre det svært at slukke brande i det fynske. Tirsdag aften var der flammer i et gammelt savværk, hvor branden var lige ved at nå en skov ved siden af.

- Det kunne være gået helt galt. Det var nogle meget store flammer og en kæmpe røgsøjle, der kom op fra savværket. 

Sådan lyder det fra Lars Jeppesen, som kun bor en lille kilometer væk fra det gamle savværk på Tankefuldvej i Svendborg, der sent tirsdag aften brændte. 

Udover at bo tæt på savværket, der ikke har været brugt i flere år, og opdage flammerne, så var han også første mand på stedet. Han er nemlig indsatsleder i Svendborg for Beredskab Fyn. 

Og det må man sige var både heldigt og praktisk. 

Det spredte sig hurtigt

Udover Lars Jeppesens skarpe øjne fik Fyns Politi også en anmeldelse af branden. På kort tid var både politiet og brandfolkene talstærkt til stede ved det gamle savværk. 

 
 
Foto: Ole Holbech

- For at komme ned til savværket skal man køre ned ad en smal grusvej, hvor værket er på den ene side, fortæller indsatslederen og fortsætter:

- På den anden side af grusvejen er der en granskov, der hænger lidt hen over vejen. 

quote Vi vidste, at hvis der først gik ild i skoven, så ville det sprede sig så hurtigt, at det sommerhus og stråtagshus lidt længere væk ville blive ramt af flammerne hurtigt

Lars Jeppesen, indsatsleder ved Beredskab Fyn i Svendborg

Og det var denne skov, som bekymrede beredskabet mest af alt. 

- Vi vidste, at hvis der først gik ild i skoven, så ville det sprede sig så hurtigt, at det sommerhus og stråtagshus lidt længere væk ville blive ramt af flammerne hurtigt, siger Lars Jeppesen. 

Derfor startede brandfolkene ud med at slukke alt i nærheden af granskoven, og derefter arbejdede de sig tættere på kernen af savværket. 

Knastørt vejr giver risiko

Efter en hel aften med slukningsarbejde, hvor der blev brugt godt 48.000 liter vand, blev alle flammerne til sidst slukket.

Det viste sig, at flammerne kun var en lille meter fra at have brændt hele skoven af, som i værste tilfælde kunne have resulteret i, at huse i området også var gået op i flammer. 

Men arbejdet for beredskabet er langt fra forbi.

- Jeg har haft to mand på hele natten. De har holdt vagt, for at vi kunne være helt sikre på, at der ikke var nogen gløder tilbage, fortæller indsatslederen. 

Ifølge ham er det utrolig vigtigt, at selv de mindste gnister i det her knastørre vejr bliver slukket, da det ellers hurtigt kan give endnu større brande i det fynske. 

Og særligt når det handler om granskove, er der risko for stor fare, fordi de er så tørre. 

- Vi har hældt skum ud over det hele og bliver også nødt til at smutte derud senere i dag, fordi vi skal være fuldstændig sikre på, at det er slukket.

Pas på ilden i det fynske

Branden i det gamle savværk sker aftenen inden, at Beredskabsstyrelsen beslutter at forbyde afbrænding på hele Fyn. 

Forbuddet kommer, fordi Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) tørkeindeks på Fyn er på omkring ni, hvilket er meget tørt og giver en risiko, når der er gnister i luften. 

Det er dog stadig uvist, hvordan branden i Svendborg tirsdag aften opstod. 

- Vi skal i gang med en større undersøgelse af, hvad der har forårsaget branden, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Steen Nyland. 

Ejeren af savværket har dog udtalt til TV 2/Fyn, at der ikke er tilsluttet strøm til hele værket. 

 

Oversigt

    Oversigt