Ydmyget: GOG fik kæmpe røvfuld i sæsonens første kamp

Sidste sæsons bronzevindere fra GOG åbnede i dag den nye sæson i herrernes bedste liga på den absolut værst tænkelige måde.

GOGs håndboldherrer tog onsdag aften hjemme imod Mors/Thy i sæsonåbningen på en ny omgang i Boxer Ligaen.

Og det blev en aften, som GOG formentlig bare gerne vil glemme hurtigst muligt.

For efter en ren håndboldopvisning kunne de nordvestjyske gæster sætte sig ud i bussen med to point, en kæmpesejr på hele 37-19 - og formentlig en ganske velfortjent kold øl.

De sydfynske håndboldherrer kom hurtigt bagud fra kampens start og havde mere end almindeligt svært ved at dirke gæsternes forsvar op. Efter godt et kvarter var Mors/Thy i front med 10-6.

En føring de ved pausen havde udbygget til hele 18-11.

Og i anden halvleg gik det helt galt for GOG, der blev kørt ud af brættet og tabte med hele 19-37 i en kamp, de på forhånd var klare favoritter til at vinde.

Kampen i tal:

GOG Håndbold-Mors/Thy 19-37 (11-18).

GOG Håndbold:  Mark Petersen 3, Lasse Kronborg 3, Gøran Søgard Johannessen 3, Torsten Laen 2, Henrik Jakobsen 2, Tobias Møller 2, Niclas Kirkeløkke 1, Jon Andersen 1, Magnus Jøndal 1, Frederik Clausen 1.

Mors/Thy:  Christoffer Cichosz 7, Nickolei Jensen 7, Stefan Nielsen 4, Marcus Dahlin 4, Henrik Tilsted 4, Janos Stranigg 4, Kasper Larsen 2, Allan Toft Hansen 2, Lasse Pedersen 2, Mads Andersen 1.

Udvisninger: GOG Håndbold 2, Mors/Thy 4.

Tilskuere: 1.057.

Kilde: Ritzau

Oversigt

    Oversigt