Anholdt: Britta vil gerne udleveres fra Sydafrika

Britta Nielsen er stillet for en dommer. Hun har ifølge sin advokat forklaret, at hun har været i Tyskland.

Den svindelmistænkte Britta Nielsen blev mandag stillet for en dommer i Sydafrika.

Det skriver Ekstra Bladet, der har været til stede i retten. Retten skulle tage stilling til, om den 64-årige kvinde skulle varetægtsfængsles.

Ifølge avisen er hun efter retsmødet blevet ført videre til en arrest.

Det sker, efter hun mandag morgen klokken 05.30 blev anholdt i en lejlighed i det sydlige Johannesburg. Indtil da har hun været internationalt efterlyst.

Britta Nielsen mistænkes for at have svindlet for mindst 111 millioner kroner. Svindlen skal være foregået, mens hun var ansat i Socialstyrelsen. Pengene blev taget fra satspuljemidler, som skal gå til udsatte grupper.

Var i Tyskland

Vishnu Naidoo, der er talsmand for det nationale politi i Sydafrika, oplyste tidligere mandag til DR Nyheder, at politiet ville modsætte sig, at hun fik lov til at blive løsladt mod kaution.

Britta Nielsens advokat i Sydafrika, Gerhard Landman, fortæller til Ekstra Bladet, at hun skal for retten igen torsdag. Det sker med henblik på udlevering til Danmark.

Hun vil gerne udleveres, lyder det.

Ifølge advokaten har hun fortalt, at hun har været i Tyskland indtil for nylig, skriver Ekstra Bladet. Avisen har dog tidligere beskrevet, at indrejsedokumenter viser, at Britta Nielsen rejste ind i Sydafrika 23. september.

På retsmødet torsdag skal hun fremstilles sammen med en mand, der også er anholdt i sagen. Han er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Det danske bagmandspoliti (SØIK) vil sende en begæring om at få hende udleveret fra Sydafrika til Danmark.

Oversigt

    Oversigt