Hemmelighedskræmmeri: Ansatte i Socialstyrelsen er tavse

TV 2/Fyn spurgte en lang række medarbejdere hos Socialstyrelsen i Odense, om de ville kommentere svindelsagen. Ingen kommentarer, lød det.

Ingen i Socialstyrelsen ville tale med pressen på dagen, hvor navn og billede af den mistænke millionsvindler Anna Britta Troelsgaard Nielsen blev offentliggjort.

Kvinden havde sin daglige gang på Edisonvej i Odense, hvor svindlen øjensynligt fandt sted.

Nej tak til kommentarer

TV 2/Fyns reporter på stedet mødte flere end 30 medarbejdere i løbet af de to en halv time, hun stod ude foran hovedindgangen ved Socialstyrelsens bygning. Ingen ønskede at kommentere sagen.

- Jeg har ikke nogen kommentarer, lød det fra en medarbejder.

- Desværre. Vi må ikke sige noget, tilføjede en anden.

40 år i Socialstyrelsen

Tirsdag kom det frem, at den mistænkte kvinde er 64 år. Anna Britta Troelsgaard Nielsen har tilbragt omtrent 40 år af sit arbejdsliv i Socialstyrelsen.

Det blev også nævnt, at der var tale om en betroet medarbejder, og at hun betegnes som "superbruger". Hendes svindel skal være foregået i forbindelse med udbetaling af penge fra satspuljen.

Selv om offentligheden først fik kendskab til sagen tirsdag, var onsdagens retsmøde - hvor Københavns Byret afviste et navneforbud i sagen - det tredje, hvor den 64-årige kvinde var hovedperson.

Anklager Kia Reumert oplyser onsdag, at kvinden allerede 30. september blev varetægtsfængslet in absentia. Det skete på et retsmøde i Odense.

Chokerede medarbejdere

Tirsdag kunne TV 2/Fyn fortælle, at medarbejderne i Socialstyrelsen i Odense er chokerede.

Rikke Thoning, der er vicedirektør i Socialstyrelsen, fortalte i en e-mail l TV 2/Fyn, at stemningen er påvirket efter tirsdagens pressemøde. Særligt de nære medarbejdere.

- Det er en rigtig chokerende og en ærgerlig sag, der påvirker mig meget. Socialstyrelsen har strammet forvaltningen på en lang række områder, siden styrelsen overtog tilskudsforvaltningen i august 2015, men sagen viser desværre, at vi ikke er helt færdige, siger Rikke Thoning i en e-mail til TV 2/Fyn.

- Siden Socialstyrelsen fik den første mistanke, har styrelsen arbejdet i døgndrift på at afdække, hvad der er sket, og hvordan det kunne ske i samarbejde med departementet, politiet og relevante eksperter, uddyber Rikke Thoning.

Den 64-årige kvinde, der er mistænkt for at stå bag svindel for 111 millioner kroner, har været efterlyst i en uge.

Oversigt

    Oversigt