Lange køer og voldsomt skubberi: Det kan Tinderbox gøre bedre næste år

Gæsterne på Tinderbox har peget på nogle af de ting, som er gået mindre godt på den fynske musikfestival.

Tre dage med Tinderbox i Tusindårsskoven lakker mod enden, og op imod 40.000 mennesker har været til koncerter, fadøl og fynsk mad i Odense. 

TV 2/FYN har spurgt nogle af festivalgæsterne, hvad der har været godt og mindre godt på den tredje udgave af den fynske musikfestival. 

En festivalklassiker er køen til toiletterne. Særligt efter fredagens Thomas Helmig-koncert var der propfyldt af mennesker, der skulle på det lille hus, og Julie Samsø fra Korsør foreslår, at man laver flere steder, hvor gæsterne kan træde af på naturens vegne.

- Der er megalang kø til toiletterne, siger Julie Samsø.

Voldsomt skubberi under koncert

En anden festivalgæst nævner sikkerheden omkring nogle af koncerterne. 

- Det kom bag på mig, hvor voldsomt det kunne gå under Die Antwoord. Jeg syntes, vi blev skubbet meget voldsomt, siger Mette Nielsen fra København. 

- Man kunne stille nogle barrierer op, sådan så det ikke kan blive helt så voldsomt, foreslår hun. 

Det er ikke kun tusindvis af mennesker til koncerterne, der står for skud. Også grusstierne i skovområdet er af for dårlig standard.

quote Der er megalang kø til toiletterne.

Julie Samsø

- Bedre stier, så man ikke falder. Jeg er ikke faldet, men jeg har været tæt på, siger Laura Kristensen fra Gelsted.

Derudover siger Mohammed Ali fra Odense til TV 2/FYN, at Tinderbox burde sørge for et større udvalg af sprut.

Tinderbox: Vi forholder os til alle ting

Hos Tinderbox vil man tage forslagene fra gæsterne til efterretning, når festivalen er overstået. 

- Vi retter løbende på de ting, som det er muligt at ændre på under de tre dages festival, og så evaluerer vi festivalen, når den er overstået, og vurderer, hvad vi skal gøre anderledes eller forbedre, siger Morten Hopballe, der er pressetalsmand for Tinderbox. 

- Det er stadig for tidligt at sige konkret, hvad vi vil gøre - men sikkert er det, at vi forholder os til alle de ting, vi hører om - og dem, vi selv vurderer, skal gøres anderledes, forklarer han.

Hvad har været godt og mindre godt på årets Tinderbox? Skriv dine forslag til forbedringer til næste år i kommentarfeltet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt