Sådan bliver vejret på Tinderbox

Torsdag bliver den køligste festivaldag i Odense, men det tegner til tre dage med sommer og sol.

Der er lagt op til tre dage med sol, sommer og storslået musik i Tusindårsskoven.

Torsdag, fredag og lørdag afvikles musikfestivalen Tinderbox for femte gang i Odense, og vejrguderne ser ud til at servere smukt festivalvejr til de 45.000 festglade musikfans, der hver dag skal lytte til musik i international topklasse.

- Det bliver rigtig flot vejr til Tinderbox. Det bliver fantastisk de næste dage med tørvejr og sol - og nogle dejlige sommeraftener med fine temperaturer, siger meteorolog Andreas Nyholm fra TV 2 Vejret. 

Torsdag er køligst

Selv om torsdag bliver den køligste festivaldag og med væsentligt lavere temperaturer end starten af ugen, er det absolut vejr til at tage sommertøj på, hvis du har billet til Tusindårsskoven. 

- Der er lagt op til en rigtig flot torsdag, siger Andreas Nyholm. 

- Det bliver fint i løbet af eftermiddagstimerne, hvor vi kommer over 20 grader. Det bliver 21-22 grader lokalt med drivende pynteskyer uden risiko for regn og en vind, der aftager lidt, så det er vejr til at være ude, fortsætter TV 2-meteorologen. 

TV 2 Vejret giver et bud på, hvordan vejret bliver under Tinderbox. 
Fotograf: TV 2 Vejret

Lørdag bliver varmest

Og fredag og lørdag bliver vejret endnu bedre med højere temperaturer, så iskolde fadøl og lækre drinks helt sikkert kan nydes i solen med vennerne på festivalen.

Fredag forventes omkring 24 grader, mens lørdag bliver den varmeste festivaldag med skyfri himmel og op mod 26 grader. 

Det er med at huske solcreme, inden du tager af sted på festival. UV-indekset når op omkring 6,5. Det er ifølge TV 2 Vejret forholdsvist tæt på det maksimale i Danmark, som er lidt over 7. Når solen ikke mærkes så varm, kan man let få en solskoldning, hvis man ikke passer på.

Tinderbox til gæsterne: Husk drikkedunk

Det varme vejr gør, at Tinderbox gør en ekstra indsats for at sikre, at gæsterne ikke får det dårligt under tredagesfestivalen. 

- Vi føler os godt klædt på, siger talsmand på Tinderbox John Fogde til TV 2/Fyn.

- Hvis det bliver rigtig varmt, gør vi det samme som sidste år. Vi opfordrer gæsterne til at tage genopfyldelige drikkedunke med hjemmefra, og så vil det være muligt at få gratis drikkevand hele dagen på Tinderbox, forklarer John Fogde.  

Regn i næste uge

Uanset om du skal på festival eller ej, er det dog med at nyde sommervejret, mens det er her. 

- I den nye uge skifter det lidt. Her går det ned ad bakke med 19-21 grader mandag med risiko for enkelte byger og efterhånden mere blæsende. Det ser ud til, at vi får en længere periode med lidt køligere sommervejr, siger Andreas Nyholm. 

Tinderbox forventer op mod 45.000 gæster om dagen i Tusindårsskoven, hvor blandt andre Neil Young og Miley Cyrus er hovednavne. Tinderbox afvikles fra 27. til 29. juni.

Oversigt

    Oversigt