The National, Tinderbox, Blå Scene
Fire ud af seks stjerner
Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA
Amerikanske The National har efterhånden opbygget en renommé, der sætter dem i sammenhæng med eksplosive liveoptrædener, hvor forsanger Matt Berninger ofte ses udkrænge sin vokal, sammenkrøbet på knæ eller sågar helt ude i publikums favn. Derudover er der særlige stemningsforhold tilknyttet deres musik, hvilket mange nok vil mene er bedst iscenesat i nattens mørke. De er hyppige gæster på dansk jord, hvilket ikke altid er til ære for koncertgæsterne, men nogle gange også er til for at holde de familiære relationer i ave, eftersom guitarist Aaron Dessner er dansk gift. Og svigerfamilien er sågar fra Fyn, så man skulle måske umiddelbart forestille sig en noget særlig oplevelse, da The National aflagde visit i Tusindårsskoven.
Der blev lagt fornemt fra start med ”Don’t Swallow The Cap” fra seneste udgivelse Trouble Will Find Me, som var tilsat et lidt anderledes visuelt islæt i glitch-design – et nyere tiltag fra The National, der ellers tidligere har holdt sig til de mere simple metoder, når det kommer til at fremstille det fysiske aspekt af deres koncerter. Og måske er det for at føre fokus et andet sted hen, end det egentlig burde være? For det gik så godt under de efterfølgende ”Sea Of Love”, og da ”Bloodbuzz Ohio” fra albummet High Violet – hvilket i øvrigt var med til at skyde The National ind i mainstreamen – blev introduceret af Bryce Dessners psykedeliske guitarmagi tilsat de flerfarvede visuals, var forhåbningen, at den ellers så introverte frontmand var på vej til at åbne op.
Men forløsningen lod holde på sig, og frontmanden nåede kun periodevis de højder, han er kendt for, under ”Squalor Victoria”. Der blev trasket rastløst rundt på scenen, og den ulmende vrede, der ellers tydeligt kommer til udtryk gennem Berningers næsten akavede interaktion med resten af bandet, virkede tilbagetrukket og nedtoget. Men de massive mængder vin, der ellers som regel indtages af selvsamme herre, var denne aften også sat en smule ned, hvilket måske var forklaringen.
På mange måder var alt ved det samme. Aaron Dessner agerede talsmand, og Matt Berninger kom kun med få skæve kommentarer til publikum, når ikke orkestret ellers skarpt eksekverede melodierne fra Brooklyn. Det visuelle aspekt stod fornemt i forhold til koncertens auditive udtryk, og blæsersektionen, der udgør en del af The Nationals bagkatalog, var naturligvis taget med på scenen. Der var styr på sagerne, men der gik alligevel lidt, før Matt Berninger kom rigtigt i gang, og sammenligner man koncerten med deres optræden på NorthSide for to år siden, var denne oplevelse et par niveauer under.
Hvor ”Abel” ofte er det fungerende soundtrack til den vilde vandren iblandt publikum, forblev dette en rastløs slentren inden for scenens trygge rammer. Men det er heldigvis aldrig for sent at sætte gang i vokaleksplosionen, og under ”Graceless” fik mikrofonen derfor en tur på en manér, der kunne overbevise publikum om, at denne havde lavet meget ballade i tidens løb.
The National nåede med andre ord i mål, men det var en noget mere snoet vej end umiddelbart forventet. Man skal naturligvis passe på med at forvente for meget til koncerter af en sådan natur og musikalsk islæt, men med den historie, som The National nu har skrevet sig ind i, kunne den lange venten virke en smule antiklimatisk. På trods af bandets forholdsvis indadvendte kompositioner, der ikke nødvendigvis lægger op til den store præsentation.
Men under ”Mr. November” fik aggressionerne for alvor afløb, og vokalen skar sig op på det skingre smertefulde niveau. Og få kort efter viste det sig, at ventetiden var så godt som overstået, da Matt Berninger under både denne sang og den efterfølgende ”Terrible Love”, kastede sig ud blandt publikum. Det var som vi kender ham, og selvom forløsningen ankom en anelse sent, stod man alligevel tilbage med overbevisningen om, at det The National gør, er der sjældent nogle, som kan gøre bedre.