En våd lørdag venter på Tinderbox

Vejrudsigten for dagens Tinderbox lyder på regn hele eftermiddagen. Først hen mod aften, forventes regnen at ebbe ud.

Gæsterne på årets Tinderbox er indtil nu sluppet nådigt rent vejrmæssigt, men alt tyder på, at dag 3 bliver våd med vådt på.

- Det ligner en solid omgang regn, fortæller Thomas Mørk fra TV 2 VEJRET. Det hårdest ramte område er længere nede på Fyn, men Tinderbox er på grænsen, og området kan snige sig ind på boksens område. Under alle omstændigheder kommer det efter alt at dømme til at dryppe på pladsen. Spørgsmålet er bare hvor meget.

- Det kan give op mod 20 til måske 25 millimeter. Det bliver kraftigst hen over eftermiddagen og tager af hen mod aftenen, fortæller Thomas Mørk.

Ifølge hans prognoser begynder det at dryppe hen over middag, og så fortsætter det hen over eftermiddagen.

- Det er primært mellem klokken 12 og 18, vi ser de største mængder, og så ser det ud til at klinge af hen mod aftenen. Der kan også komme lidt torden hen over, siger han.

Vind og temperatur ser ud til at blive en mellemvare. Temperaturen ser ud til at blive 16-18 grader, og der kommer en relativt svag vind fra nord.

- Det bliver hverken vind eller temperatur, der kommer til at drille gæsterne på Tinderbox i dag, men regnen. Det bliver vådt, fortæller Thomas Mørk.

Oversigt

    Oversigt