The 1975, Tinderbox, Rød Scene
Tre ud af seks stjerner
Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA
Rammstein har nok allerede trukket i forskellige snore, så der er plads til deres torturerotiske eksplosionsoptræden, hvilket kunne ses på de industrielle lygter hængende fra scenens top. Men ikke desto mindre var der lagt op til dans og 70’er-funkæstetik fra The 1975, der på kort tid har opnået en del succes. Det er måske også velbegrundet, eftersom The 1975 har fundet en lyd, der ikke udgør størstedelen af populærmusikkens masse, med henblik på, hvordan bandet fra Manchester formår at lave støjede koblinger til musikken, vores forældre dansede til.
Støjen lå dog i den tunge ende af vægtskålen, og det er ikke nødvendigvis en god ting, når essensen af The 1975’s danserock er bygget op omkring skarpe synths, som Sonny Crockett sagtens kunne have hørt, når han kørte mod Miamis solnedgang.
Der eksisterede en løssluppen atmosfære på scenen, da vokalist Matthew Healy åbnede sættet og kastede sig ud i ”Love Me” fra dette års udgivelse I like it when you sleep, for you are so beautiful yet so unaware of it, hvilket måske ikke alene kan forklares gennem orkestrets samspil, men måske i højere grad ud fra frontmandens forsøg på at leve op til forsanger i The National, Matt Berninger, dansende med et lille fine glas rødvin i hånden. Men det har da sin charme, eftersom kompositionerne er bygget op omkring 70’ernes diskofunk, hvor de flerfarvede skjorter var et oplagt syn på dansegulvet. Og i sin gule skjorte, krøllede hår og stramme, sorte bukser lignede han næsten en reinkarnation af den britiske John Travolta, der på bedst mulig vis forsøgte sig med de forbudte dansetrin fra Saturday Night Fever.
Charmerende så det ud, og vokalens eksekvering fejlede ikke det store, på trods af rødvinens stigende indtog, men i det auditive univers, hvor de lækre synths har en essentiel rolle, havde basrytmerne og den funky guitar det med at overdøve disse små finesser, og vokalen havde derfor ofte svært ved at skære helt igennem. Først på tredje nummer, ”Heart Out” fra den selvbetitlede debutudgivelse, bragede saxofonen nogenlunde igennem, hvilket dog også var med til at tage skridtet videre og op til 80’erne.
Der var plads til sjælende sange om kærlighed på ”Change Of Heart”, der særligt bidrog til en større iscenesættelse af vokalist Matthew Healy, hvilket dog også fungerede som en fornem fysisk udfoldelse af sangen, som Healy stod der i sin gule skjorte og svajende glas vin, men som det desværre ofte var tilfældet undervejs i koncerten, havde han det med at tage fokus fra det resterende band, der derfor fremstod en anelse anonyme. En karismatisk frontmand er han uden tvivl, men maskinen skal kunne følge med, og da Healy bad bandet vente et øjeblik, inden de begav sig ud i næste nummer, så han lige kunne lade vinen synke til bunds, røg charmen sig en lille tur.
Energien fejlede dog intet under The 1975’s optræden, hvilket sendte publikum ud i en regulær diskodans – de fik i hvert fald muligheden – men de små detaljer, der er med til at hive en optræden op over middel, var dog en mangelvare. Det er ikke alle, der kan gøre det ligesom Matt Berninger. Men om Matthew Healy ser med senere, er måske et spørgsmål, der kan besvares næste gang, The 1975 besøger landet.