Gaffa om Flogging Molly: Smag af et gennembrud

Flogging Molly var voldsomt fede, og har de ikke fået det store gennembrud i Danmark endnu, kunne denne optræden meget vel være lige præcis det, skriver Gaffas anmelder.

Flogging Molly, Red Stage, Tinderbox

Seks ud af seks stjerner

 Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der er noget med St. Hans og djævelskab. Heksen sendes til Bloksbjerg, og selv om vi var langt fra bål og brand på Tinderbox, var det et djævelsk punkorkester kompelt med pogodans forklædt som riverdance, der indtog scenen og spillede som ind i helvede. Forsanger Dave King er en institution, der har rødder i Dublin og også i sin tid spillede med den originale guitarist fra Motörhead, "Fast" Eddie Clarke. Og det tog da heller ikke lang tid før han spottede en fan med en t-shirt fra det ikoniske orkester og skamroste vedkommende.

Ikke at det er specielt originalt, hvad der foregår. Traditionel irsk musik speedet op med punkenergi, konstant slag på 2 som et skaband, men sparket afsted af Dr. Maartens-støvler, så du ikke er i tvivl om intentionen. Vi har set bands som The Pogues gøre noget lignende, men alligevel synes Flogging Molly at have lige det gear ekstra, som for alvor gør det fedt. Og for en dreng som undertegnede, som kom rigtigt meget i Ungdomshuset, var det sgu fedt, at der var seriøst gang i pogodansen oppe foran, noget der åbenbart passerer på Fyns nye fede festival, men havde fået Roskilde til emsigt at overveje at klippe armbånd.

Flogging Molly var voldsomt fede på denne torsdag, og har de ikke fået det store gennembrud i Danmark endnu, kunne denne optræden meget vel være lige præcis det. Så meget var de ude over kanten, og det var tydeligt, at der var en del, der aldrig havde set dem før.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det fede var deres måde at veksle mellem det virilt rockende og det traditionelle. Det sidste personificeret via Bridget Regans violin og tin whistle, Bob Schmidts knasende banjo og elegante mandolinspil og Matt Hensleys trækharmonika. Det ville give numrene den autenticitet, der så ville forvarsle næste djæveldans ud over stepperne.

Op og op gik det. Og det fede publikum fulgte trop til man endte i en fælles fest, der var essencen af en festivals massesuggestion, lige sådan man gerne vil have det. Flogging Molly var et hit, og denne glimrende nye festival kom for alvor til sin ret under denne keltiske punkseance.

Stor koncert.

 

Se uddrag fra koncerten

 

Oversigt

    Oversigt