Gaffa på Magicbox: Beskidt house og laserlys

Det var et koncist Bassjackers-sæt med house i alle ender og kanter, og publikum tog imod med kyshånd og rejste knytnæver. Der skulle tinderbokses, skriver Gaffas anmelder.

Bassjackers, Tinderbox, Magicbox

Fire ud af seks stjerner

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Bassjackers gjorde det nærmest umulige. Det lykkedes dem at holde energien kørende fra den kaosfest, som Zeds Dead havde sat i gang. Eller rettere sagt så lykkedes det Marlon Flohr fra Bassjackers at sætte Magic Box på skinner nok engang. Det er ikke usædvanligt, at en dj-gruppe repræsenteres kun af et enkelt medlem, men det lod absolut ikke til at sætte en dæmper på de hollandske baskanoner, der stod i lys lue. 

Det var et koncist Bassjackers-sæt med house i alle ender og kanter, og publikum tog imod med kyshånd og rejste knytnæver. Der skulle tinderbokses. Det var sparsomt med vokalsamples, og de, der var kom næsten mere i vejen for den rene strøm af beskidte rytmer, som kun kan fås med Dirty Dutch-grenen af house-musik. 

I starten faldt der nogle bidder af The Weeknd, Daft Punk og Linkin Park uden den helt store effekt. Der var også en charmerende sample fra Løvernes Konge-soundtracket, som blev skudt i smadder, efter den hastigt blev mikset ind i Jack Ü's ”Jungle Bae”. Det halve Bassjackers havde også komplet styr på, hvordan tempo-pauserne skulle falde i form af Asap Fergs ”Work” eller den lidt forudsigelige ”Wonderwall”.

Mod slutningen af sættet faldt konceptet langsomt lidt fra hinanden, fordi vi pludselig skulle introduceres til en gedigen omgang hardstyle, selvom vi lige havde fundet tryghed i gentagne drop med nogenlunde samme bpm. Det skal selvfølgelig ikke være for meget af det samme, eller måske skal det. Festen var i hvert fald på højt niveau, da natten indtog friluftsbadet, og der for alvor kom gang i scenens effekter.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kaskader af laserlys blev indhyllet i røgkanoner, og ildkugler skød op foran den beskedne dj-pult. Man mærkede for alvor, at Magicbox har fået vokseværk på andet år, og at publikum væltede ind. “Det her er min nye scene,” lød det fra en begejstret festivalgænger, der havde svært ved at se, hvordan de andre scener skulle hamle op med den overordentlige feststemning og energi, som Bassjackers blandt andre kunne præstere.

Bevæbnet med beats i stadionstørrelse kunne Marlon Flohr snildt fastholde et utrætteligt publikum. Remixes af sange som Empire of The Suns “Alive” og Martin Solveigs “Intoxicated” viste, at der var godt hold om beatports toplister. Afslutningen kom dog en smule brat, og sættet fremstod ufuldstændigt. Her mærker man virkelig, at der ikke er helt den samme glidende overgang mellem dj’s, som man ellers kan forvente på de store EDM-festivaler.

Oversigt

    Oversigt