Gaffa: Tinderbox blev trukket ned i dybet

Hos Baby In Vain blev der begået sig i alt fra den hardcore, rå vokal fra Lola Hammerich til den nydelige klare vokal fra Andrea Thuesen, skriver Gaffas anmelder blandt andet.

Baby in Vain, Tinderbox, Rød Scene

Fire ud af seks stjerner

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Hvor torsdagen var fyldt godt op med fans fra Nordeuropa, der så frem til at blive blæst bagover af Rammsteins pyrotekniske optræden, udgjorde fredag med al overbevisning i højere grad en bred flok, der glædede sig til de danske rockabilly-helte fra Volbeat. Mange kan derfor være hurtige til at indskyde, at disse skulle være fredagens tungeste navn på plakaten – men efter at have oplevet treenigheden fra Baby In Vain kan den flok altså godt pakke sammen. I flere år har Baby In Vain fra København holdt sig en smule under overfladen, uden aldrig helt at forsvinde. Det er siden 2012 blevet til adskillige ep’er, men det fulde album venter endnu på sig. Om det er et bevidst forsøg på at komme streaming-tendensen til livs, eller bare et lidt halvdovent forsøg på at holde gang i produktiviteten, vil jeg ikke begive mig ud i. Men en ting er dog sikkert – de har styr på deres shit, de piger. Og når man ser dem optræde, er det til at forstå, hvorfor de ikke vil sættes i bås – for det er da også næsten umuligt.

Konferencier Uffe Holm var hurtig til at fyre op for den gode gamle gimmick ved at smadre sin legetøjsguitar som et lidt skævt forsøg på at introducere Baby In Vain på komisk vis. Og da sangerinde og guitarist Lola Hammerich gjorde næsten det samme en time senere, var det altså med en noget større overbevisning – uden decideret at tage del i klichéen. For guitaren blev nonchalant smidt mod trommerne, og scenen blev derefter forladt på en fuck det her-facon, uden at virke hverken arrogant, utaknemmelig eller overfladisk.

Men til en start er det måske en meget god idé at spole tiden tilbage til øjeblikket, efter Uffe Holm smadrede sin søns kæreste eje, da Baby In Vain begav sig ind på en scene, der er for stor til alle andre end Rammstein og Volbeat. Og det kunne tydeligt fornemmes på det noget beskedne fremmøde af publikum, der ifølge Baby In Vain hellere vil høre Julias Moon – eller var det Scarlet Pleasure? Den skepsis, der eksisterede hos en hvilken som helst gæst i Tusindårsskoven fik ikke et ben til jorden – og hvor er det fedt. Så er der kun tilbage at håbe på, at den der EDM (som jeg i øvrigt mener vil være gået i glemmebogen om få år) næste år bliver afløst af lidt mere af undergrundens tungere skyts.

Hos Baby In Vain blev der begået sig i alt fra den hardcore, rå vokal fra Lola Hammerich til den nydelige klare vokal fra Andrea Thuesen, imens guitaren fik sig en tur igennem et bredt pedalunivers, der inkorporerede alt fra grunge a la Alice In Chains og Melvins til fuzzede og psykedeliske elementer, der sammenbandt lydens sammensætning, blandt andet udtrykt under ”Martha’s View” fra den seneste ep For The Kids. Der var med andre ord en virkelig stor auditiv variation, men alligevel var man ikke i tvivl om, hvem man havde med at gøre, da rytmerne blev slået an af trommeslager Benedicte Pierleoni. Særligt hun besidder et talent for at holde hastigheden nede, hvilket ikke nødvendigvis er en nem tjans, når der sættes gang i livemaskinen, og det er i høj grad dette, der er med til at gøre Baby In Vain til en vigtig spiller på den danske livescene. Det har de efterhånden også fattet i USA, hvis landeveje Baby In Vain periodevis har opholdt sig en del på, blandt andet i selskab med de amerikanske garagerockere The Kills.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

”Jesusfreaks” ørkenrockede publikum helt ned i grusset foran den røde scene. Guitaren blev kastet rundt, og scenen blev forladt i en underspillet sejrsgang, hvortil støjen overdøvede entusiasmen over aftenens mainstream. Og så blev det gjort (næsten) helt uden devil horns, som der alligevel er rigeligt af på Copenhell.

Sætliste:

 

Oversigt

    Oversigt