Gaffa: Zeds Dead festede ud af boksen

Lyden var i top, og selvfølgelig blev der også plads til lidt “Lean On”, til lidt Reel 2 Real “Move It” og til et usædvanligt, men opsigtsvækkende remix af Bill Withers “Ain’t No Sunshine”. Gaffa anmelder Zeds Dead på Magicbox

Zeds Dead, Tinderbox, Magicbox

Fem ud af seks stjerner

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Zeds Dead havde lidt skyld i dubsteppens korte levetid. Sammen med resten af Nordamerika talrige producere af hidsig modemmusik med gyngende wobblebass forvandlede de den britiske musikgenre fra undergrunden til en vildskabskonkurrence på støj og decibel. Det var med andre ord ren bass from the past, da den canadiske duo åbnede sættet med et sjaskvådt dubstep-drop.

Den eneste konkrete forskel, der er mellem alle de genrer, der hører under hatten EDM er antallet af beats per minute, og Zeds Dead kom ind på samtlige af dem helt ubesværet. Det ville være en underdrivelse at sige, at de to canadiere spillede på mange tangenter. Rent metaforisk havde de nærmere sat sig på klaveret og var begyndt at spille ”Für Elise” med ballerne. Dylan Mamid og Zachary Rapp-Rovan har set den musikalske buffet og taget udfordringen op med et virvar af et sæt, der aldrig gør det helt tydeligt, om man skal hoppe, nikke, poppe, locke eller moshpitte, efter bassen er landet.

Nirvanas “Lithium” fik nogle enkelte modne ravere til at løfte hovedet i selvtilfredse smil i en ganske passende rum tid, før vi var tilbage i abefesten og endnu et Zeds Dead-nummer kaldet “Loud”. På samme måde kom Fatboy Slim, Asap Ferg, Europe, Eurythmics, Kanye West og et væld af andre også ind i mikset. Timingen var helt eminent, og det var en fryd for robuste øregange og danseglade fødder at få så meget på en god times tid.

Til tider blev live-oplevelsen en anelse kaotisk, og man fornemmede kortvarigt dupsteppens massive bass, der mest var til for at overdrive og udkonkurrere. Det var heller ikke underligt, at Zeds Dead under dette sæt bevægede sig så langt ind på trap-musikken, som må siges at være midt-10’ernes mest fremtrædende form for EDM eller nutidens svar på dubstep. Jeg tror, vi alle havde lidt svært ved at følge med på den grundige EDM-omrejse, især fordi den overordnede genre viser sig som enormt broget og udfordrende til tider og ikke altid med et fast greb i publikum, der i mange tilfælde bare gerne vil fistpumpe og hoppe til lyden af semiforudsigelig house.

Det skulle der ikke være noget af. Straks som man havde set et mønster mellem velkendte samples, dubstep, trap og ekstrahøjt tempo, blev der tilføjet lidt drum & bass til herligheden, og der var kaosfest på ny. Sættet var så elegant sammensat. Det var ikke bare poppet eller stadionegnet d’n’b, det var lynhurtigt og ivrigt og fyldt med små nuancer som i Spors version af den anden ærkebritiske genre inden for elektronisk musik.

Lyden var i top, og selvfølgelig blev der også plads til lidt “Lean On”, til lidt Reel 2 Real “Move It” og til et usædvanligt, men opsigtsvækkende remix af Bill Withers “Ain’t No Sunshine”. Mentaliteten var more is more på alle fronter, og det fungerede overraskende godt. Magicbox er for alvor blevet raffineret og rummeligt, nu hvor der er plads til at tænke ud over house og det lidt begrænsede råderum, der var for bpm på sidste års festival.  

Oversigt

    Oversigt