Tinderboxhit: Festivalgæster kommer igen

Tinderbox var et hit blandt festivalgæsterne. I hvert fald viser en undersøgelse nu, at næsten ni ud af ti gæster vender tilbage i 2016 til en måske større festival.

Det er fyens.dk, der har fået indsigt i en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Epinion. Her er 4517 gæster blevet spurgt, og godt 86 procent af dem er klar til at købe en billet igen. Kun to procent kommer ikke igen.

Undersøgelsen viser også, at 97 procent af gæsterne var enten meget tilfredse eller tilfredse med festivalen. Og det giver Tinderbox-chef Brian Nielsen anledning til at satse på flere gæster end dette års festival med 23.000 solgte billetter.

- Men vi vil ikke gå på kompromis. Hellere 30.000 glade gæster end 40.000 sure, siger han til sitet.

Odense Kommune, der støtter Tinderbox med adskillige millioner over 10 år, mener, at der er potentiale for vokseværk, men at kommunen afventer et udspil fra Tinderbox.

Festivalen forventer et underskud, men aflægger først regnskab om tre måneder.

Oversigt

    Oversigt