Odenses sensationelle 27-28-nederlag til Ajax København onsdag aften risikerer nu at ramme den fynske klub endnu hårdere.
I kampens hektiske afslutning var Odense-keeperen Althea Reinhardt nemlig voldsomt utilfreds med kampens dommere, Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm Madsen. Det blev for alvor tydeligt, da de i sidste sekund tilkendte udeholdet et straffekast.
Den kendelse afledte tilsyneladende en voldsom utilfredshed ifølge dommer Henrik Mortensen, som har tænkt sig at indberette landsholdskeeperen.
- Jeg vil ikke stå her og fortælle, hvad hun har sagt. Det synes jeg, at hun selv skal. Jeg kan bare sige, at det er groft usportsligt, og det er derfor, at vi er nødt til at indberette hende, siger Henrik Mortensen til Fyens.
Kampen var reelt afgjort, da dommerparret besluttede sig for at dømme straffekastet ved stillingen 27-28 med et sekund tilbage af kampen. Hændelsen skete ikke i nærheden af Odense-målet, men de vurderede, at Stine Jørgensen ramte Ajax-spilleren Maja Eiberg Jørgensen, der var på vej til at kaste bolden mod et tomt Odense-mål.
Althea Reinhardt genkender ikke dommers udlægning
Den ”groft usportslige” reaktion kan Althea Reinhardt ikke genkende.
Ifølge keeperen fortalte hun afdæmpet, at dommerne havde lavet mange fejl gennem hele kampen.
- Jeg synes også, at hans (Henrik Mortensen, red.) reaktion er ekstremt voldsom, og jeg føler ikke, at det er fair, han står og råber ad mig, da jeg ikke har råbt selv. Han står truende og råber mig decideret ind i hovedet, og det, synes jeg, ikke er i orden.
Det er endnu uvist, hvad dommernes indberetning af Althea Reinhardt får af konsekvenser.