Axelsen flyver i semifinalen - møder OL-sensation

For andet OL i træk er Viktor Axelsen klar til semifinalen, efter han i overbevisende stil slog verdens nummer 11.

Den fynske badmintonstjerne Viktor Axelsen så ustoppelig ud, da han i OL-kvartfinalen besejrede kinesiske Shi Yuqi med 21-13, 21-13.

Bag de overbevisende cifre lå en dansk magtdemonstration, hvor Axelsen både offensivt og defensivt overmatchede sin modstander.

- Jeg ligger højt i mit topniveau. Det er nogle år siden, jeg har ligget helt heroppe, og måske er jeg faktisk lidt bedre nu. Jeg føler stadig ikke, jeg har spillet mig helt ud. Fysisk havde jeg langt mere i tanken, og jeg kunne nemt have spillet tre sæt, sagde Axelsen efter kampen.

I semifinalen skal han meget overraskende møde verdens nummer 59 fra Guatemala, Kevin Cordon, der helt sensationelt har formået at nå dertil.

God dansk start og vild defensiv

Foruden Shi Yuqis første to kampe ved OL har badmintonverdenen ikke set noget til ham siden All England 2020, hvor hans seneste kamp netop var mod Viktor Axelsen. Med den i mente kunne danskeren gå på banen med mest overskud, da det dengang blev til en overlegen sejr i to sæt.


Lørdag formiddag i japanske Musashino Forest Sport Plaza fortsatte Viktor Axelsen, hvor han slap ved sidste indbyrdes møde. Selvom kineseren indledte kampen med at snuppe fire point i træk efter en dansk 2-0-føring, så var det danskeren, der sad på tingene.

Axelsen viste god variation i sin offensiv og var indledningsvis stærk i netspillet, hvilket bragte ham for 6-4.

Modløs kineser

Når danskeren samtidig kunne kombinere det med sin betondefensiv og en skræmmende offensiv, så var vejen banet for en føring på 11-7 ved første ophold.

Danskeren efterlod ingen tvivl om, at Shi Yuqi i den grad skulle spille på absolut højeste niveau for at score point, og selvom kineseren i perioder havde held med at banke fjerbolden i gulvet, så var det en stakket frist.

Først blev Axelsens føring udbygget til 16-10, og ikke længe efter var første sæt vundet 21-13. Axelsen udstrålede stor selvtillid, mens Shi Yuqi omvendt virkede mere modløs.

Der var god grund til at juble for Axelsen efter nattens præstation.
Der var god grund til at juble for Axelsen efter nattens præstation.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dansk magtdemonstration

Tendenserne fortsatte i andet sæt, hvor Axelsens suverænitet ikke var til at pille ved.

Danskeren opbyggede hurtigt en solid føring. Midtvejs i andet sæt førte Axelsen 11-6, og den føring gav han aldrig slip på igen.

Selvom Shi Yuqi slog lidt igen med tre point i træk fra 10-16 til 13-16, så dukkede der endnu en fejl op. Få øjeblikke senere rådede Axelsen over syv matchbolde. Det var dog kun nødvendigt med en enkelt for at vinde kampen.

Møder OL-sensation i semifinalen

Dermed kunne han bryde ud i jubel og fejre, at han igen står i en OL-semifinale.

- Det viser bare, at det jeg laver, det er det rigtige. Jeg er sund og rask og har ikke ondt nogle steder. Jeg er frisk og glæder mig. Jeg har det sjovt i stedet for at gå og tænke på alt muligt andet til et OL. Der har været enormt pres på, men det er kun, når man tænker på alle mulige andre folk, og hvad de synes.

- Jeg spiller først og fremmest for mig selv og alle de tætteste omkring mig. Det er en kæmpe styrke. Lige meget om jeg vinder eller taber, så har jeg gjort mit bedste, og jeg spiller eller træner ikke for nogen andre - andet end at se, hvor god jeg kan blive. Og fysisk er jeg lige, hvor jeg gerne vil være. Jeg glæder mig helt vildt til i morgen, sagde Axelsen efter sejren.


I modsætning til 2016, hvor han i semifinalen mødte den senere guldvinder Chen Long, så bliver det denne gang en noget nemmere modstander i form af verdens nummer 59, Kevin Gordon fra Guatemala, der sensationelt har spillet sig i karrierens største kamp.