Axelsen måbede over sit idol: - Det var eddermame lækkert slået

Under søndagens finale ved Japan Open var der en ordveksling mellem Viktor Axelsen og Lee Chong Wei, hvor danskeren roste sin modstander - og sit idol.

Ved stillingen 19-9 i tredje sæt kunne Viktor Axelsen pludselig ikke tie stille.

I søndagens finale ved Japan Open var Axelsen og malaysiske Lee Chong Wei af flere omgange ude i nogle lange og underholdende dueller. Og mod slutningen af tredje sæt, hvor Axelsen var nogenlunde komfortabelt i front, ramte endnu en maraton-duel.

En duel, der sluttede med point til Lee Chong Wei efter et imponerende kryds-slag. Så imponerende, at den danske verdensmester med et smil på læben nærmest følte sig nødsaget til at uddele ros. 

- Jeg sagde til ham, at det var eddermame godt spillet. Det var en sindssyg duel af os begge to – men især af ham til sidst. Så det måtte jeg sgu lige anerkende, for det var eddermame lækkert slået, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

Kampen var som beskrevet præget af lange dueller og flot spil. Den længste duel opstod ved stillingen 7-2 til Axelsen i tredje sæt, hvor de to stjerner slog den frem og tilbage hele 51 gange. Og netop dén duel endte med at blive et nøglepunkt i kampen.

quote Du enten kan acceptere, at du har trætte stænger, eller også kan du tude over det

Viktor Axelsen

- Den gav mig selvfølgelig tro på, at jeg fysisk kunne stå distancen, for jeg så også, at Lee Chong Wei var træt, siger Viktor Axelsen og fortsætter: 

- Jeg følte mig selvfølgelig også selv mega ramt, men jeg synes, jeg kom godt igen og restituerede forholdsvist hurtigt efter den duel. Så det var sgu fedt.

- Det er bestemt ikke sådan, at jeg havde det godt. Jeg havde det forfærdeligt. Men den må du bide i dig. Du kommer til et punkt i de lange kampe, hvor du enten kan acceptere, at du har trætte stænger, eller også kan du tude over det. 

Viktor Axelsen valgte tilsyneladende at acceptere det. I hvert fald vandt danskeren finalen i tre sæt med cifrene 21-14, 19-21 og 21-14 og tog dermed den anden Super Series-titel i karrieren. 

Søndagens modstander Lee Chong Wei har vundet turneringen i Tokyo hele seks gange og har optrådt i 100 internationale finaler i alt. Det fortæller lidt om forskellen på 23-årige Axelsen og 34-årige Lee Chong Wei.

Men det fortæller også historien om en magtbalance, der kan være ved at tippe. 

- Det er en kæmpe sejr for mig at slå Lee Chong Wei i en finale. Han er en fantastisk spiller, som jeg har set meget op til som mindre også. Så det er bare meget stort for mig at slå ham i en finale, siger Viktor Axelsen.

Oversigt

    Oversigt