Axelsen og Jan Ø. mødes i All England-kvartfinale

Fredagens kvartfinaler ved All England kommer til at byde på en ren dansk herresingle.

For tredje gang i karrieren er Viktor Axelsen klar til kvartfinalen ved All England.

Og som en tro kopi af 2015-turneringen bliver det et rent dansk af slagsen mellem ham og Jan Ø. Jørgensen.

Axelsen besejrede Lu Guangzu med 21-19, 21-16, mens Jan Ø. Jørgensen vandt over landsmanden Rasmus Gemke med 21-17, 22-20.

Ligesom i første runde fik Axelsen en skidt start på sit opgør indtil opholdet i første sæt. Bagud 5-11 kom Axelsen dog tilbage og vandt otte point i træk.

Lu Guangzu fik brudt danskerens stime og formåede igen at arbejde sig i front. Det var han helt indtil stillingen 19-17. Herefter fik Axelsen lagt anspændtheden fra sig og vandt de sidste fire point i sættet.

Det hjalp på Axelsens spil i andet sæt, hvor han spillede mere frit og fik vist sit store spilrepertoire.

Han var aldrig for alvor presset i andet sæt og kunne afgøre kampen på sin anden matchbold. Dermed fik han taget 'revanche' for Hans-Kristian Solberg Vittinghus' nederlag til Lu Guangzu i første runde.

Jan Ø. vandt danskerduel

Rasmus Gemke kom ind til kampen mod Jan Ø. Jørgensen med karrierens største sejr i bagagen, da han i første runde slog den olympiske mester Chen Long.

Gemke og Jørgensen fulgtes ad til 13-13, hvor ingen af spillerne på noget tidspunkt var foran med mere end et point.

Rasmus Gemke fik så et lille overtag, da han bragte sig foran med 15-13, men det markerede starten på en stærk stime fra Jan Ø. Jørgensen, der tog syv af de efterfølgende otte point og tilspillede sig fire matchbolde.

Jan Ø. Jørgensen tog den gode afslutning på første sæt med ind i andet sæt, hvor han efter en jævnbyrdig start trak fra på pointtavlen.

Ved stillingen 14-9 var det dog Gemkes tur til at lave en stærk stime af point, der bragte ham helt tilbage i sættet.

Fra 14-14 fulgtes de to danskere ad, og der skulle ekstrabolde til for at afgøre sættet.

Oversigt

    Oversigt