Axelsen sørger for historisk finalebrag mod Antonsen

Viktor Axelsen og Anders Antonsen skal kæmpe om trofæet ved sæsonfinalen.

Viktor Axelsen og Anders Antonsen skal kæmpe om trofæet ved sæsonfinalen.

29 sejre i træk på internationalt niveau.

Så mange er Axelsen oppe på, efter han endnu engang knuste verdens nummer to, Chou Tien Chen.

I to overbevisende sæt med cifrene 21-16, 21-9 spillede han sig i finalen, hvor Anders Antonsen venter. De spiller finale søndag cirka klokken 10 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Dansk brag i finalen

Et rent dansk brag i finalen ved sæsonfinalen. For første gang nogensinde i herresingle.

Axelsen brugte meget af første sæt på at gøre sin modstander træt. Og da sættet så skulle afgøres, skruede Axelsen endnu mere op for kvaliteten. Sættet kom i hus, da Chou Tien Chen slog bolden i nettet.

Taiwaneren var tydeligt irriteret fra første sæt. Frustreret over, hvorfor han tre gange på to uger har tabt i to klare sæt til Axelsen.

Så da han vandt duellen til 1-3, blev han oppe ved nettet og nidstirrede Axelsen. Men Axelsen vendte ryggen til og kunne ikke andet end smile af det.

Tabt duel rystede ikke Axelsen

Den tabte duel rystede på ingen måde Axelsen.

Han fortsatte med at spille imponerende badminton. Blandt andet vandt han duellen til 8-2, da han stod for et fornemt krydssmash fra baghåndshjørnet, som taiwaneren ikke kunne nå at komme ud til, selvom han strakte sig.

Chou Tien Chen forsøgte, men han kunne ikke finde løsningerne til at slå igennem Axelsens defensiv.

Andet sæt sluttede ligesom første med Chou Tien Chen, som ikke fik bolden over nettet.

Dermed kan Viktor Axelsen vinde sæsonfinalen for tredje gang. Han vandt tidligere i 2016 og 2017.

Anders Antonsen har ikke vundet sæsonfinalen før.

Oversigt

    Oversigt