Axelsen tjekkede Google: - Det er for sindssygt

Selv H.C. Andersen ville have haft svært ved at skrive et bedre eventyr om den lille knægt fra Odense, der endte med at stå med OL-guldet i Tokyo.

Den nykårede OL-guldvinder Viktor Axelsen lagde ikke skjul på, han ikke havde sovet mange timer efter den store triumf, da han tirsdag mødte pressen og blev fejret af repræsentanter fra Danmarks Idrætsforbund.

Og selvom mange atleter formentlig havde taget guldmedaljen med ind i sengen eller lagt den på natbordet, så var det ikke tilfældet for Axelsen.

- Jeg lagde den på sofabordet ude i sådan en lille stue, vi har i OL-byen. Da jeg kom ud, kiggede jeg på den igen, og så gik jeg lige ind og googlede ”Olympics badminton”, og så så jeg mit navn der: ”2020, Viktor Axelsen”. Så tænkte jeg: "Det er for sindssygt det her."

- Men jeg skal helt ærligt sige, at det ikke er gået helt op for mig endnu. Lige nu sker der mange ting, hvor jeg skal fra det ene til det andet. Og jeg ville ikke være foruden det, der følger med, for jeg nyder det virkelig, men der går noget tid. Jeg skal have ro på - også mere end jeg normalt skal, før det går op for mig, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

Interviewet blev foretaget under 24 timer efter karrierens ultimative forløsning, da 27-årige Viktor Axelsen midt i Musashino Forest Sport Plaza i Tokyo brød fuldstændig sammen i tårer.

- Jeg kunne mærke, jeg havde den

OL-triumfen var kulminationen på 20 års drømme og hårdt arbejde i jagten på at opnå det ypperste.

- Det kunne ikke skrives bedre, når vi står i en OL-finale mod Chen Long. Heller ikke i mine ører, fortæller Axelsen, der på trods af kampens betydning allerede kunne mærke inden, at det var hans dag.


- Jeg havde det overraskende godt. Jeg sov rigtig godt og havde en rigtig god følelse i maven hele dagen. Det var en lang dag at gå og vente, men jeg havde det virkelig, virkelig fedt. Jeg snakkede med dem derhjemme, og jeg kunne bare mærke, da jeg smed musik i ørerne i bussen på vej derud, at jeg havde den.

- Det er svært at beskrive, men da vi står og varmer op på banen, inden kampen går i gang, kan jeg mærke, ketcheren ligger godt i hånden, og jeg ser bolden godt. Og så lod jeg bare kroppen gøre arbejdet. Det er den bedste måde, jeg kan beskrive det på.

Bekymringer omkring at være far og badmintonspiller

Mere behøver danskeren heller ikke at beskrive. Herfra talte billederne deres tydelige sprog.

Først med badmintonspil i verdensklasse og siden tårer ad libitum, der for altid vil stå printet på nethinden.

- Der foregår ingenting i hovedet. Du er bare i glædens sekund. Adrenalin, dopamin. Alt fedt, man kan føle, løber gennem kroppen. Det var en helt unik følelse, siger Axelsen, der også har haft fokus andre steder end kun på badmintonbanen - specielt i familielivet med kæresten Natalia Koch Rohde.

- Én ting er det sidste års tid. Der er sket mange ting. En ankeloperation. Vores datter, Vega, der er kommet til verden. Det er det ypperste, der er sket i mit og Natalias liv. De her samtaler om, hvordan vi skulle have det til at gå op – hvor meget kan vi trække på familien?

- Den her bekymring for, om jeg gør det godt nok som far - og som badmintonspiller. Hvordan balancerer jeg det? Den gode rytme har vi fundet med det samme. Jeg er dybt taknemmelig for det mennesker, jeg har omkring mig. Natalia har været fuldstændig fantastisk i hele Vegas liv, så det kunne ikke være bedre.

Løb rundt i hallen og sang for sig selv

Tilbage i Tokyo sad en stolt OL-guldvinder og far, der samtidig kunne konstatere, at han var blevet den blot anden danske OL-guldvinder i historien.

Kun Poul-Erik Høyer havde indtil Axelsens sejr formået at rejse hjem de de olympiske lege med en guldmedalje om halsen.

Og netop Poul-Erik Høyer har været et stort idol for Axelsen, der for over 20 år siden startede med at drømme om OL-guld hjemme i Odense.

- Det er en drøm, siden jeg har været helt lille. Det lyder jo måske lidt klichéagtigt, når jeg siger, jeg har kastet bolde op til mig selv i OBK (Odense Badmintonklub, red.) og sagt: ”Det her er en OL-finale.” Men jeg husker det så tydeligt.

- Jeg har været helt alene i hallen og drømt, når jeg har løbet rundt og sunget sange for mig selv og simuleret, at jeg gik op på podiet og så videre.

Hvad tænker du, når den lille knægt fra OBK-hallen endte med at stå med OL-guldet om halsen?

- Det er fantastisk. Man kunne ikke skrive en historie bedre.

Holder begge ben på jorden

Hvornår gik det op for dig, det her kan blive til noget?

- Jeg fik rigtig hurtigt at vide, jeg var noget specielt, og jeg kunne blive rigtig god. Men jeg har hele tiden sagt til mig selv, det kræver hårdt arbejde, og succes er ikke noget, der kommer, bare fordi du har talent. Jeg har set rigtig mange talentfulde atleter i alle mulige sportsgrene ikke udnytte deres fulde potentiale.

- Derfor satte jeg mig tidligt et mål. Jeg ville udnytte mit fulde potentiale, og jeg vil spille, så længe jeg føler, jeg kan blive bedre, og jeg føler, jeg kan bevæge mig i den rigtige retning. Det bærer frugt for mig.


- Og så har jeg været heldig at have en opvækst, hvor jeg hele tiden har fået at vide af min familie, de er rigtig stolte af mig, men at det også er vigtigt, jeg holder begge ben på jorden. Det ligger meget dybt i mig.

Sidstnævnte ser man også, når Axelsen glædeligt låner sin guldmedalje ud til lokale japanere, der kan få taget et billede, ligesom han har delt flere af sine spillertrøjer ud til de frivillige omkring OL.

Fredag flyver han igen hjem til Danmark, hvor han endelig kan blive fejret af dem, der står ham nærmest. Og derefter venter der et travlt efterår med mere badminton.

- Nu skal jeg fejre, have lov til at slappe af og være sammen med min familie, og så kommer jeg mere sulten tilbage, slår Axelsen fast.