Axelsens store OL-gave: - Det er ikke raketvidenskab

Viktor Axelsen har fået en væsentlig nemmere vej til en mulig OL-finale, hvis han når så langt. Han vil dog slet ikke kigge så langt frem.

Det sendte chokbølger igennem badmintonverdenen og ikke mindst OL's værtsland, da verdens nummer et, Kento Momota fra Japan, onsdag blev sendt ud af turneringen.

Bookmakere og eksperter var hurtige til at sende titlen som guldfavorit videre til danske Viktor Axelsen, der torsdag vandt sin 1/8-finale i to sæt.

Lige nu har hovedpersonen selv dog ikke medaljer i hovedet, om end han anerkender, at Momotas exit naturligvis er en god ting.

- For alle herresinglespillere øger det jo din mulighed, når verdens nummer ét ryger ud. Det er ikke raketvidenskab. Men når det er sagt, så har det aldrig hjulpet mig at fokusere på, hvad alle andre spillere render og laver. Der hjælper det at fokusere på mig selv.

- Havde jeg siddet og fejret derhjemme, at der var en spiller, der var røget ud, så havde jeg højst sandsynligt tabt i dag. Så det får man ikke særlig meget ud af, siger Viktor Axelsen efter sin sejr.

- Havde du spillet penge på det, var du glad i dag

I første omgang kan han da også se frem til stærk modstand i kvartfinalen, hvor enten verdens nummer 7, Jonatan Christie fra Indonesien, eller verdens nummer 11, Shi Yuqi fra Kina, venter.

Normalt bliver kampene sværere, desto længere du når ved et OL. Formår Axelsen at vinde kvartfinalen er der dog meget, der tyder på, at opgaven herefter bliver væsentlig nemmere end den næste.

Helt i toppen af lodtrækningen er både Kento Momota og NG Ka Long nemlig sendt ud. Det efterlader tre spillere som mulige modstandere i en semifinale: Heo Kwanghee fra Korea (38 i verden), Mark Caljouw fra Holland (29) eller Kevin Cordon fra Guatemala (59).

- Hvis du havde spillet penge på, at det var de spillere, der skulle stå i de kampe nu, så havde du nok været glad i dag. Men jeg har en rigtig svær kamp i næste runde, lige meget hvem jeg skal møde, så jeg gider simpelthen ikke bruge energi på det og fokuserer kun på min kvartfinale, slår Viktor Axelsen fast.

Momota så presset ud

Op til OL var verdensmesteren Momota og netop Viktor Axelsen udråbt som de store favoritter til kampen om guldet.

Japaneren var også et af værtsnationens store håb. Ved åbningsceremonien havde han fået æren af at bære den olympiske fane ind sammen med en række andre store navne.

Samtidig var der stort pres på fra mange medier, der fulgte ham tæt og lavede lange interviews med Momota.

I form af deres seedninger kunne Momota og Axelsen først brage sammen i semifinalen, men nu bliver det altså ikke tilfældet. Og selvom det er en overraskelse for Axelsen, at japaneren er ude af OL, så forstår han godt, hvad der kan ligge bag det tidlige exit.

- Det er et OL, og der er selvfølgelig noget psykologisk, der spiller ind. Lige Momota er også et menneske, og han har været igennem en del her de sidste par år. Jeg har kæmpe respekt for, han står her, og det vigtigste er, at han er sund og rask, siger Axelsen og hentyder til, at Momota i januar 2020 var involveret i et biluheld, hvor føreren af bilen blev dræbt.

Samme tanker har danskerens landsholdskollega Anders Antonsen, der står i modsatte halvdel og derfor ikke får "gavn af gaven" med japanerens exit.

- Momota så meget nervøs ud. Han har også været meget igennem. Han har spillet én turnering på halvandet år og været ude for et voldsomt biluheld, så det er meget at forlange, han bare skal gå direkte ind og rense (vinde, red.) det hele igen, siger Antonsen.

Ikke langt fra succes til fiasko

Siden har han ikke været den samme "gamle Momota", som havde et uhyggeligt topniveau. Et niveau, der blandt andet har medvirket til, at han fører 14-1 i indbyrdes opgør mod Axelsen.

- For selv Momota kræver det noget at komme tilbage på allerhøjeste niveau, og det er jeg sikker på, han nok skal komme. Frem til OL har han ikke spillet så meget, og der har været så meget pres på ham. Havde han fået et sæt i går, er jeg sikker på, han nok skulle have hevet kampen hjem, og så havde han måske slappet lidt mere af.

- Der er ikke så langt fra fiasko til succes. Det viser bare, at der sker overraskelser hele tiden ved et OL. Hvis du ikke er på 120 procent, så kan det være dig selv, der ryger ud, så jeg har fuld fokus på forberedelsen til næste kamp, siger Axelsen.

Imens Momota tabte sin afgørende gruppekamp 15-21, 19-21, så vandt Axelsen sin 1/8-finale med 21-16, 21-14 over Tzu Wei Wang fra Taiwan.

Fredag venter der en hviledag for Axelsen og Antonsen, hvor den står på let træning, inden de lørdag spiller kvartfinale.