Dansk stjerne står til at misse de første kampe

Morten Olsen døjer med en skade, og derfor er det ikke sikkert, at han kommer i spil i de første par kampe ved turneringen.

Håndboldherrerne har taget en skadet spiller med til OL.

En skadet spiller, der dog forhåbentlig bliver klar til at spille en rolle senere i turneringen. Det drejer sig om Morten Olsen, der blev skadet i den sidste OL-test inden afrejse til Tokyo.

Olsen sad også over i testkampen mod Frankrig onsdag. Landstræner Nikolaj Jacobsen sagde følgende om sin playmaker på nattens pressemøde:

- Det har egentlig set fint ud. De sidste par dage har der været fin fremgang for Morten. Men det er klart, at vi ikke løber nogen risiko i en træningskamp mod Frankrig. Og det kan også være, at han måske ikke spiller så meget i de første par kampe, hvilket jo egentlig passer Morten fint, siger landstræneren med et smil.

Morten Olsen er om nogen ivrig efter at få flest mulige minutter på banen.

Tidligere har han blandt andet fortalt, hvordan han styrketrænede om natten under en slutrunde for at afreagerede og få noget energi ud, efter at det ikke var blevet til så meget spilletid, som han håbede på.

Får vigtig rolle senere

Men selvom den karismatiske håndboldspiller formentlig sidder og er utålmodig for at komme på håndboldbanen og vise sig frem ved OL, så skal det nok komme senere.

- Morten er meget vigtig. Specielt i kampe, hvor vi får det lidt svært eller mangler noget overblik, hvor han kan komme ind med sin ro og gode blik for spillet. Og så kan vi bruge hans gode håndboldhoved i de perioder, hvor vi også skal spille 7 mod 6, siger den danske landstræner.

De danske håndboldherrer skal forsøge at genvinde OL-guld, efter at de indtog det øverste trin på podiet ved det seneste OL.

Danmark spiller sin første kamp mod værtsnationen Japan på lørdag.

Oversigt

    Oversigt