Den tyske fynbo: Sepp Piontek hyldet i sin sidste landskamp

81-årige Sepp Piontek bor i Blommenslyst. Nu har den tidligere A-landstræner har sagt farvel til fodbold som træner for Oldboys-landholdet.

"Vi er røde, vi er hvide. Vi står sammen side om side".

Sepp Piontek blev på fornem vis hyldet til tonerne af den ikoniske landsholdssang "Re-Sepp-ten", da han fredag aften flankeret af store klapsalver fra publikum gik ind på grønsværen til den sidste kamp som træner for det danske Oldboys-landshold.

Det skete i landsbyen Fynslund vest for Kolding, hvor den tidligere A-landstræner satte det sidste punktum for en glorværdig karriere med dansk landsholdsfodbold.

Den ikoniske landsholdssang "Re-Sepp-ten" blev afspillet på stadion.
Den ikoniske landsholdssang "Re-Sepp-ten" blev afspillet på stadion.
Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

Kampen blev spillet i forbindelse med Fynslund Boldklubs 50-års jubilæum, hvor blandt andre Martin Jørgensen, Peter Graulund, Mogens Krogh, Jakob Poulsen, Tommy Bechmann og Hans Henrik Andreasen var trukket i den rød-hvide trøje for Oldboys-landsholdet.

En stor inspiration

Den nu 81-årige Sepp Piontek bor i Blommenslyst sammen med hustruen Gitte, og han har de sidste mange år været tilknyttet Oldboys-landsholdet som en del af trænerstaben og haft titel af teknisk direktør.

Den legendariske tyske træner kalder det vemodigt over for TV 2 Sport, at han nu endegyldigt har stået i spidsen sidste gang for et fodboldhold.

- Jeg har været med i over 20 år alene med Oldboys-landsholdet. Og så kommer der bare en dag, hvor man siger ”nu er jeg ved at være for gammel, de har brug for yngre kræfter”. Så jeg siger slut nu, mens helbredet stadig er godt, lød det fra Sepp Piontek.

Sepp Piontek blev dansk A-landsholdstræner i 1979.
Sepp Piontek blev dansk A-landsholdstræner i 1979.
Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

Martin Jørgensen, der aldrig selv nåede at spille under Piontek i hans regeringstid for A-landsholdet, var anfører for Oldboys-landsholdet i fredagens kamp.

Inden kampen blev sparket i gang holdt han en kort tale for den nu fodbold-pensionerede træner, som blandt andet blev kaldt en "inspiration for os alle".

- Du fik vist, at et lille land med få fodboldspillere godt kan bide skeer med de store. Så du gav os troen på, at det kunne vi også, når vi kom 20 år senere. Så Sepp, tusind tak for alt det du har gjort for dansk fodbold, lød de rosende ord fra Martin Jørgensen.

Storsejr i afskedsgave

Sepp Piontek var på sin sidste arbejdsdag med Oldboys-landsholdet meget beskeden, for den 81-årige træner havde på forhånd ikke krævet en sejr over det lokale fra Fynslund.

- De skal spille så godt de kan, og så må vi se, om de er gode nok, lød trænerens oplæg.

Men spillerne var fredag aften i gavehumør og gjorde alt, hvad de kunne for at sende Sepp Piontek bedst muligt på selvvalgt fodboldpension.

Efter første halvleg var stillingen 8-0 til Oldboys-landsholdet, som fortsætte de gode takter de sidste 45 minutter af opgøret og slutteligt vandt en stensikker sejr med hele 13-0.

Synger med på "'Re-Sepp-ten"

Efter kampen var det en glad Sepp Piontek, som TV 2 Sport mødte.

- Det var en dejlig afslutning, med så mange mål i den sidste kamp. Publikum er glade og tilfredse, så det er dejligt, lød det.

Den tyske træner fik med sit mantra om disciplin og hårdt arbejde for alvor sat skik på det danske fodboldlandshold, da han overtog jobbet i 1979.

- I starten kom jeg jo og bragte det professionelle med. Man var ikke så seriøse omkring landsholdet før. Det var mere amatøragtigt, og der skulle mere power på. Det forsøgte vi at ændre, og det har vi også ændret, sagde Sepp Piontek om sin betydning for dansk fodbold.

Sepp Piontek tog imod den fremmødte presse.
Sepp Piontek tog imod den fremmødte presse.
Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

Træneren formåede at kvalificere A-landsholdet til EM- og VM-slutrunderne i 1984, 1986 og 1988, men stoppede efter 11 år i Danmark for at blive landstræner for Tyrkiet i 1990.

- Jeg er glad for, at jeg har haft sådan en god tid med dansk fodbold, fortalte en ydmyg eks-landstræner.

Sepp Piontek løftede også sløret for, at han stadig kan huske teksten til den landsholdssang, han selv har lagt navn til, og som fredag aften gjaldede i højtalerne på stadion.

Du har lagt navn til den mest ikoniske fodboldsang i Danmark - synger du selv med på den?

- Ja, jeg synger med, hvis den kommer. Jeg var jo med til optagelserne også, så jeg kender hele det der, afslørede Sepp Piontek.

Det Oldboys-landshold, som afsluttede Sepp Pionteks træner-karriere med en storsejr.
Det Oldboys-landshold, som afsluttede Sepp Pionteks træner-karriere med en storsejr.
Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

Fakta - Sepp Piontek som træner for A-landsholdet


Oversigt

    Oversigt