- Det burde ikke kunne lade sig gøre, siger forbløffet ekspert om Gidsel-tal

På flere parametre har Mathias Gidsel vist sig som verdens bedste højre back under de tre seneste slutrunder.

At Mathias Gidsel i løbet af det seneste år har haft sit internationale gennembrud, kan de færreste være i tvivl om.

Gang på gang har han bevist, at han besidder noget helt særligt.

quote Det er fuldstændig vanvittige tal. Det burde jo ikke kunne lade sig gøre

Bent Nyegaard

Fra sin position på højre back har Mathias Gidsel bidraget med både mål og assists i en lind strøm på det danske landshold og for GOG, hvor han spiller til daglig.

Men hvor god er han egentlig?

Datavirksomheden Systematic har på forespørgsel fra TV 2 SPORT indsamlet data, der fortæller, hvordan de offensive præstationer på højre back har set ud under VM 2021, OL 2021 og de tre første dage ved EM i år.

Og tallene taler sit tydelige sprog. Mathias Gidsel har været tæt på ustoppelig.

Screenshot 2022-01-17 at 09.27.58
Foto: Grafik / TV 2

For Mathias Gidsels vedkommende er det tal fra i alt 19 kampe. Hvad der også er værd at bemærke, er, at den 22-årige bagspiller kun laver 0,24 tekniske fejl per mål, han scorer.

"Det er meget, meget vildt"

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard lægger særligt mærke til, at Mathias Gidsel på flere parametre har præsteret bedre end både franske Dika Mem og spanske Alex Dujshebaev, der i en årrække har tilhørt den absolutte verdenselite.

- Det er fuldstændig vanvittige tal. Det burde jo ikke kunne lade sig gøre. Det er meget, meget vildt, siger Bent Nyegaard.

Mange af de navne, som Mathias Gidsel bliver målt op imod, er gode skytter fra distancen. Det er Mathias Gidsel ikke. Han forsøger i stedet at udnytte sine hurtige fødder til at komme forbi forsvaret.

- Det specielle ved ham er, at han nærmest kun scorer på enten kontra eller gennembrud - altså nærdistancen. Det er altså sjældent.

- Han laver jo også en masse assists, og så er han eminent til at trække udvisninger og straffekast. Det er helt åndssvagt. Han er en guldfugl, siger Bent Nyegaard.

20220115-210800-4-1920x1328we
Foto: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix

I de to første kampe ved EM mod henholdsvis Montenegro og Slovenien har Mathias Gidsel noteret sig for 12 mål på lige så mange forsøg.

Mathias Gidsel blev udvalgt til VM's officielle All Star-hold i 2021 og blev kåret som den mest værdifulde spiller til OL i sommer.