Eriksen kan ikke fortsætte i Italien, fastslår forbundslæge

Ifølge den italienske forbundslæge Francesco Braconaro kan Christian Eriksen ikke spille i Inter, hvis han har en hjertedefibrillator indopereret.

Christian Eriksen har ikke udtalt sig offentligt, siden han den 12. juni faldt om med et hjertestop i EM-kampen mod Finland.

Det er derfor endnu uvist, hvad fremtiden bringer for den mangeårige danske landsholdsstjerne.

Fremtiden byder dog ikke på fodbold i Inter, hvis man skal tro læge fra det italienske fodboldforbunds medicinske komité, Francesco Braconaro.

- Christian Eriksen kan ikke få grønt lys til at spille i Italien, siger han til Radio Kiss Kiss og uddyber:

- Hvis spilleren får fjernet defibrillatoren, fordi patologien kan helbredes, kan han vende tilbage og spille for Inter, forklarer lægen.

Strenge regler i Italien

Eriksen fik dagene efter sit kollaps indopereret en hjertedefibrillator. En hjertedefibrillator, der skal forhindre et lignende uheld, og som altså gør, at danskeren ikke kan spille fodbold for Inter i Serie A fremover.

Meldingerne betyder med andre ord, at Eriksen skal finde sig en klub uden for Italien, hvis han fortsætter sin karriere som professionel fodboldspiller.

Den danske landsholdsdirigent bliver dog ikke yderligere begrænset af at spille med en hjertedefibrillator. Det er således kun Serie A i Italien, der har strenge regler på denne front.

Ajax og Holland-profilen Daley Blind, der deltog ved EM denne sommer, spiller med en hjertedefibrillator. Blind er selv faldet om i forbindelse med fodbold tidligere i karriere, og han fortalte i forbindelse med Eriksens kollaps, at det påvirkede ham rigtig voldsomt.

Eriksen har som nævnt ikke udtalt sig til offentligheden siden den frygtelige episode mod Finland.

Oversigt

    Oversigt