Ét mål i de sidste 12 minutter: - Det var en mærkelig kamp

Kampen mellem GOG og TTH Holstebro bød ikke på mange mål. I kampens anden halvleg gik scoringerne helt i stå for begge hold.

Det var en målfattig affære, da TTH Holstebro og GOG torsdag aften tørnede sammen i 888ligaen.

Holdet fra Svendborg førte med 13-9 ved pausen, men efter de første 30 minutter gik målscoringen i stå. GOG fik kun sendt fem bolde i kassen i anden halvleg, og da gæsterne var lidt bedre til det, endte kampen uafgjort, 18-18.

Torbjørn Bergerud, TTH-målmand, endte med en redningsprocent på 47, mens Ole Erevik i den anden ende sluttede på 44. Og derfor mener sidstnævnte også, at de skal begynde at kigge på angrebsspillet. 

- Det var en mærkelig håndboldkamp, synes jeg. Specielt i anden halvleg, hvor der knap nok blev lavet mål. Vi lavede fem, og det er i hvert fald syv for lidt, hvis ikke mere. Det vippede i begge retninger til sidst, så vi er semitilfredse med et point, siger Ole Erevik til TV 2 SPORT.

- Vi er lidt skuffede, men også lidt tilfredse.

TTH's cheftræner, Patrick Westerholm, erkender også, at de skal begynde at putte flere bolde i kassen, da forsvaret egentlig er på plads - ligesom tilfældet også var med GOG.

- Vi kæmpede alt det, vi kunne, i den offensive del for at komme til gode chancer. Vi ramte ikke timingen og spillet. Defensivt stod vi rigtig godt, så det gav lidt ro og tryghed over tingene, siger Westerholm.

- Vi har vi et projekt nu, der hedder, at vi skal begynde at lære at lave mål.

Individualisterne blev for individuelle

Nicolej Krickau, GOG-træner, kunne godt mærke, at modstanderne havde ekstra fokus på at stå godt i forsvaret, og at det i høj grad er grunden til, at hjemmeholdet kun scorede fem mål i anden halvleg.

- Vi havde den oplevelse i pausen, at TTH fokuserede på at spille deres angreb, så de også kunne komme hjem og stå i forsvaret, så de kom til at spille lidt mere henholdent, end vi havde regnet med.

- Angrebsspillet havde lidt mere flow i første halvleg, og vi løb lidt flere kontramål ind. Vores individualister spillede måske en tand for individuelt. Vi kom til at tage alt for mange nærkampe tæt på forsvaret, som gjorde, at de fik lov til at lave mange spilstop, siger Nicolej Krickau.

TTH Holstebros næste kamp i 888ligaen er imod Århus Håndbold om otte dage, imens GOG får besøg af Tønder.

Oversigt

    Oversigt