Fynske Rikke Møller sørger for komplet World Cup-sæson

En sølvmedalje i 100 meter bryst gør Rikke Møller Pedersens World Cup-sæson komplet. Hun har taget medalje i alle afdelinger.

Allerede på førstedagen af sæsonens sidste World Cup-afdeling har Rikke Møller Pedersen sat et flot punktum.

Lørdag formiddag sikrede hun en sølvmedalje i 100 meter bryst, og dermed har hun vundet medalje ved alle årets otte World Cup-stævner.

Rikke Møller Pedersen var 1.64 sekunder langsommere end jamaicanske Alia Atkinson, der var hurtigste kvinde på de 100 meter i Singapore. Kinesiske Jinglin Shi vandt bronze, 1.85 sekunder efter vinderen.

For Rikke Møller Pedersen er World Cuppen ren opvarmning og forberedelse til EM på hjemmebane i december. Hun har svømmet alle otte afdelinger som den eneste dansker. 

I den sidste del af sæsonen, hvor der svømmes i Beijing, Tokyo og Singapore, har hun haft selskab af Pernille Blume.

Blume var også i vandet lørdag formiddag, hvor det blev til en fjerdeplads i 100 meter fri. Blume var 1.09 sekunder efter vinderen Cate Campbell fra Australien.

Ligesom EM i Danmark bliver World Cuppen også svømmet på kortbane.

Oversigt

    Oversigt