Privatflyet landede i Beldringe nord for Odense.
Om bord var en hollandsk mangemillionær, en dedikeret træner og en lille håndfuld talentfulde spillere. På vej til Svendborg, hvor de skulle mødes med en delegation fra håndboldklubben GOG. Og de var der, fordi Jan Pytlick havde opfordret dem til det.
- Folk i Gudme og omegn reagerede på, at der kom fremmede og tog pladserne fra vores egne spillere. Selv folk fra Odense var jo fremmede!
Den daværende danske landstræner havde indledt et samarbejde med Holland, og under en snak med den hollandske landstræner Bert Bouwer på La Santa Sport i sommeren 1999 havde Pytlick foreslået ham netop det - at sende en flok spillere til GOG.
- Vi snakkede om, hvordan han kunne udvikle spillerne. Vi drøftede muligheden for, at det hollandske landshold kunne spille på et wild card i den danske liga, men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg skal ikke tage æren for noget, men jeg foreslog ham at sende de bedste spillere til den danske liga og placere så mange som muligt ét sted, siger Jan Pytlick.
Og da Holland havde kikset ved VM i Norge i 1999, blev ideen om at sende landets bedste spillere til den danske liga en reel tanke.
Holland havde en stamme af talentfulde spillere, der ved at følge den såkaldte ’Oranje-plan’ skulle toppe ved EM på hjemmebane i 1998, ved VM i 1999 og derefter komme med til OL i 2000. Men EM på hjemmebane blev en skuffelse med en beskeden 10.-plads blandt de 12 deltagere efter blot en sejr i fem kampe.
Ved VM året efter gik det indledningsvist fremragende med gruppesejr foran de senere verdensmestre fra Norge - men i ottendedelsfinalen faldt holdet totalt sammen mod Rumænien.
Dermed var der heller ikke nogen OL-deltagelse året efter, og der skulle nye idéer på bordet. Og her blev Jan Pytlicks forslag hevet op af tasken.
Kontakten med GOG
Allerede nogle dage efter det kiksede VM i Norge, var der kontakt til GOG, der spillede i dameligaen, men befandt sig i nedrykningsfare og var langt fra den status, holdet havde haft op gennem 90’erne. Fynboerne havde brug for forstærkning, og de havde endda plads til massiv forstærkning. De havde bare ikke råd.
Men det problem blev løst. For manden med flyet, mangemillionæren Ton van Born, betalte en pæn del af udgifterne. Hollandsk håndbold betalte i princippet for, at hollandske spillere kunne udvikle sig i Danmark.
Aftalen mellem den hollandske delegation og repræsentanterne fra GOG faldt derfor på plads, så fire hollandske landsholdsspillere i januar kunne troppe op til træning i Gudmehallerne.
Olga Assink, Natasja Burgers, Saskia Mulders og Monique Feijen hed de fire spillere, der skulle vise sig at være en kæmpe gevinst for GOG.
- Folk i Gudme og omegn reagerede på, at der kom fremmede og tog pladserne fra vores egne spillere. Selv folk fra Odense var jo fremmede! Men tvivlen varede kun til pausen af den første kamp, husker daværende GOG-direktør Arne Buch.
- De var pissesøde, og de var så gode og så stor en forstærkning, at de meget hurtigt blev til ’vores piger’, siger Arne Buch endvidere.
DE FØRSTE HOLLÆNDERE I DANMARK
De fire flyvende hollændere fik hurtigt følgeskab i den danske liga af en håndfuld andre hollandske spillere, og hele den eksport til Danmark blev givetvis afgørende for, at en håndboldkultur efterhånden blev udviklet hjemme i Holland. Der var nogen at se op til, der kom flere spillere, og det hjemlige talentakademi, hvor alle de store spillere har været igennem, udviklede sig.
Fra klub- til landsholdsspillere
Skruer man tiden tilbage til midten af 90’erne finder man de andre ingredienser i det mix, der har ført Holland op blandt de bedste i international kvindehåndbold.
I et land, hvor fodbold, cykling og hurtigløb på skøjter var de foretrukne sportsgrene, fik kreative folk i volleyball-miljøet i begyndelsen af 90’erne en god ide. De trak deres bedste og meget talentfulde spillere ud af den almindelige klubtræning og lod landsholdet træne sammen for sig selv. Det kulminerede med OL-guld i Atlanta i 1996, og det noterede håndboldtræneren Bert Bouwer sig.
Han havde ført sit ungdomslandshold til en 10. plads ved VM i Brasilien i 1995, men syntes, at der var mere i spillerne.
DE HOLLÆNDSKE BAGMÆND
Han fik dem overtalt til et forsøg, hvor de blev trukket ud af deres klubtræning og i stedet trænede 20 timer om ugen sammen og begyndte at fokusere på bl.a. fysisk træning og kost. Det hele blev bakket økonomisk op af den to meter høje kleppert af en sportsinteresseret millionær og ven med Bert Bouwer, Ton van Born.
De fire spillere, der kom til GOG i januar 2000, løftede øjeblikkeligt niveauet hos de gulblusede fynboere, og for dem selv var det en drøm, der gik i opfyldelse.
- Det var en drøm, der gik i opfyldelse for os. Vi havde set op til dansk håndbold i årevis, og Danmark var et håndboldmekka for os. Det var helt vildt, siger en af de fire pionerer, venstrefløjen Monique Feijen, der samtidig fik lidt af et kulturchok.
- Vi kom til den lille landsby på Fyn, og alle var enormt afslappede. Spillerne var totalt nede på jorden og kunne for eksempel sagtens drikke en øl efter en kamp, og det overraskede os. Vi havde trænet med landsholdet i 20 timer om ugen, var i fantastisk fysisk form, og vi var sindssygt seriøse. Vi spiste ikke engang slik …
- Men vi manglede jo at spille kampe under pres, og kampene i Danmark var på et meget højt niveau. Og vi fik den fedeste start i GOG. Vi vandt en masse kampe og vandt også hurtigt pokalturneringen. Og vi fandt også ud af, at den afslappede stemning netop var indbegrebet af håndboldkultur i Danmark, udsprunget af foreningskulturen i alle hallerne rundt omkring i de små byer. Og jeg elsker den kultur, siger Monique Feijen, der er blevet i Danmark og i dag er lærer på idrætsefterskolen i Skamling syd for Kolding.
Hun spillede i GOG frem til 2007, inden hun afsluttede karrieren med to år i Horsens, mens de øvrige tre spillere fra den første bølge siden tog skridtet videre til Viborg, og især den bomstærke stregspiller Olga Assink markerede sig i en årrække som en af ligaens bedste spillere.
- De var nærmest norske, så professionelle var de. De var fantastiske at arbejde med, fordi de var så dedikerede. De ville bare træne, træne, træne. Det var kræs for en træner at få spillere, der kunne så meget, siger TV 2’s nuværende håndboldekspert Bent Nyegaard, der dengang var sportschef i GOG - og kort efter hollændernes ankomst også overtog holdet sammen med Carsten Albrektsen efter fyringen af trænerne Johnny Hvid og Flemming Larsen.
- Der var mange spørgsmål dengang, men det endte med at blive en succes. Det var til gavn for både klubben, det hollandske landshold og spillernes egne karrierer, siger Bent Nyegaard.
En af GOG’s modstandere dengang var Viborgs Rikke Skov. Og hun husker også den effekt, hollænderne havde på GOG.
- De kom med en masse power og fysik, som overraskede mange, husker hun.
- De havde også masser af frækhed, vilje og en enorm stålfasthed, og det gjaldt både på klubholdet hos GOG og på det hollandske landshold, siger hun endvidere.
Flere og flere hollandske spillere kom efterfølgende til både den danske liga og Bundesligaen, og gennem årene har en del af spillerne på det hollandske semifinalemandskab prøvet at optræde i den danske liga.
- Jeg kan godt tænke på, hvad der mon var sket med hollandsk håndbold, hvis vi ikke havde taget det skridt dengang. Der er virkelig sket meget siden. De har fået bygget et akademi op, kampene bliver vist i tv, og der er meget større bredde i dag, siger Monique Feijen.
En kultur under opbygning
Selvom de hollandske spillere i begyndelsen af 00’erne omgående slog til i den danske liga, kiksede det fortsat oftest på landsholdet. Det nye mål om OL-deltagelse i 2004 glippede, men en opmuntring kom i 2005 med femtepladsen ved VM i Rusland. Medaljer blev det dog ikke til - og forbillederne i Danmark og Norge kunne man stadig ikke konkurrere med.
- Det tager nogle år at bygge en håndboldkultur op, men den har Holland nu. Andre lande har fået øjnene op for hollandske spillere - men man skal også være heldig at have en god flok på samme tid. Det er der nu, og jeg har kæmpe respekt for de piger på landsholdet i dag. Jeg tror, vi selv manglede bredde. Vi var for skrøbelige overfor skader, så vi kunne ikke stå distancen, siger hun.
Men udviklingen i hollandsk håndbold fortsatte, talenterne blev ved med at dukke op - Nycke Groot, Laura van der Heijden og Estavana Polman fra nutidens hold er gode eksempler - og i 2014 skete der for første gang det, at Holland placerede sig over Danmark ved et stort mesterskab.
Holland blev nummer syv, Danmark nummer otte. Og sådan er det fortsat ved de to efterfølgende mesterskaber - Holland vandt landets første medalje ved VM i Danmark i 2015, da det blev til sølv, mens Danmark blev nummer seks. Ved OL 2016 blev Holland nummer fire, mens Danmark ikke havde kvalificeret sig.
Igen ved VM i 2017 kommer Holland til at slutte bedre end Danmark, der røg ud i kvartfinalen. Hollænderne kan spille sig til endnu en finale, hvis det lykkes at slå Norge fredag aften.
Et resultat af en dedikeret hollandsk træner, en mangemillionær og massiv dansk indflydelse. I aften vil man stadig kunne se den i form af Helle Thomsen som træner for Holland og en håndfuld hollandske spillernavne, der er kendt fra de danske haller. Og en assistenttræner, Olga Assink, der var med fra begyndelsen på Fyn.