GOG forbereder sig på Gidsel-regning

Nicolej Krickau mener, at GOG kan nyde godt af Mathias Gidsels succesoplevelse ved VM, men han har også allerede øje for, at det hurtigt kan vende.

Med lutter sejre og et genvundet verdensmesterskab blev VM i Egypten en succeshistorie for det danske landshold.

Det samme gælder for slutrundedebutanten Mathias Gidsel, som under hele mesterskabet tiltrak sig positiv opmærksomhed. Det blev blandt andet til 39 mål, mere end fem timers spilletid og ikke mindst en plads på det officielle All Star-hold.

Bagspilleren har i starten af ugen skiftet Nordafrika ud med Sydfyn og skal allerede i aktion igen i dag, hvor GOG møder TTH Holstebro.

Selvom GOG-træner Nicolej Krickau håber, bagspilleren fortsætter det flotte spil fra landsholdet, er han også bevidst om, at han skal beskytte sin nu landskendte spiller.

- Det bliver en rigtig svær balance nu mellem at fastholde det momentum, han har, som jo giver selvtillid, og al den anerkendelse han får fra både medier, men også håndbold-Danmark. Den skal han selvfølgelig lukrere på, og det skal vi også i GOG, forklarer Nicolej Krickau til TV 2 SPORT.

- Men for den samlede gruppe (VM-guldvinderne i GOG, red.) kommer der også en regning, og det gør der også for Gidsel – både fysisk, men især selvfølgelig mentalt.

quote Det ansvar og pres glæder jeg mig til at tage på mine skuldre, og så må vi se, om jeg kan løfte opgaven

Mathias Gidsel, håndboldspiller, GOG

Han understreger, at Mathias Gidsel har gode værdier, og at han vil klare modgangen godt, når den en dag rammer. Ifølge træneren er det dog vigtigt at forberede sig allerede nu.

- Vores tilgang er 100 procent sikkert at forholde os til på forhånd, hvad forventer vi, der kan blive en udfordring, og hvordan har vi egentlig tænkt os at håndtere det?, forklarer træneren og uddyber:

- Så min rolle i det er selvfølgelig at være meget tæt på ham nu her og selvfølgelig også plante en grad af anerkendelse i hans hoved af, at det også er okay, at du engang imellem kommer til at score 2 på 7 og ikke 10 på 12.

Større pres passer Gidsel

Også i ligaen har den 21-årige bagspiller imponeret i første halvsæson. Her er han blandt andet noteret for 59 målgivende afleveringer og er dermed nummer tre på assistlisten.

Desuden er han nummer 20 på topscorerlisten med 75 mål i 17 kampe.

Dermed var han allerede inden VM-triumfen en stor profil hos GOG, men han er også opmærksom på, at flere øjne hviler på ham efter mesterskabet.

- Der kommer måske noget mere pres og nogle større forventninger til mig, qua at folk kender mig nu. Det ansvar og pres glæder jeg mig til at tage på mine skuldre, og så må vi se, om jeg kan løfte opgaven. Jeg har i hvert fald tænkt mig at prøve at gøre alt, hvad jeg kan, for at leve op til de her forventninger og det eksterne pres, der måske er, lyder det fra Mathias Gidsel.

Bagspilleren svarer da også med et rungende ”ja”, da han bliver spurgt, om han har det godt med pres.

- Jeg er vant til ansvar her i GOG og også noget pres, men det kan godt være, der kommer lidt mere pres og forventninger til mig nu. Men det er jeg kun glad for. Det betyder jo, jeg har gjort et eller andet rigtigt.

- Det kan godt være, der måske kommer et par udsving, men jeg vil da prøve at leve op til presset og de forventninger, der nu er, og så gøre mine holdkammerater og klubben stolt, siger Mathias Gidsel.

Jagter DM-guldet

Selvom bagspilleren naturligvis stadig jubler over VM-guldet, har han ikke svært ved at sætte sig op til igen at spille i herreligaen. For selvom der ifølge ham er forskel på antallet af medier og presset, forbereder han sig på samme måde til kampene.

- Jeg glæder mig til at spille i den gule trøje igen og blive ved med at jagte den her drøm og ambition om at vinde DM-guld, siger Mathias Gidsel.

GOG indtager førstepladsen efter 17 kampe i ligaen, hvor fynboerne fortsat er ubesejrede i denne sæson. TTH Holstebro, der ligger på tredjepladsen, har spillet en kamp mere og er otte point efter de gulblusede.

Oversigt

    Oversigt