GOG har solgt Simon Pytlick

Tyske Flensburg-Handewitt køber Pytlick fri i millionhandel allerede til sommer, erfarer TV 2 Sport.

Simon Pytlick er i gang med sin foreløbig sidste sæson i GOG og i den danske herreliga.

TV 2 Sport erfarer fra flere centrale kilder, at den danske landsholdskomet er blevet solgt til tyske Flensburg-Handewitt i en handel, der anslås til at være en af de største - måske den allerstørste - nogensinde i den danske herreliga.

- Jeg er overbevist om, at det er den største handel nogensinde i herreligaen. Simon Pytlick er en juvel og verdens bedste venstre back lige nu, og interessen for ham fra de største og rigeste klubber har været enorm, siger håndboldekspert og tidligere GOG-træner Bent Nyegaard.

- Selvfølgelig har GOG ikke kunnet lade ham gå uden en ekstraordinær overgangssum. Mit bud vil være, at vi er oppe omkring fire millioner danske kroner,” vurderer Nyegaard.

Den hidtil største overgangssum i herreligaen var i 2010, hvor Bjerringbro-Silkeborg ifølge TV 2 Sports oplysninger solgte den schweiziske stjerne Andy Schmid til tyske Rhein-Neckar Löwen for cirka 3,5 millioner kroner.

Det er uvist, hvad Flensburg-Handewitt betaler GOG for at overtage juvelen allerede til sommer - to år før kontraktudløb og ét år før, at Simon Pytlick kunne have brugt en klausul i sin kontrakt til at forlade GOG for en allerede fastlagt overgangssum.

Et skifte allerede til sommer har til gengæld krævet en forhandling mellem Flensburg og GOG, hvor fynboerne har kunnet fastsætte prisen.

Endnu en GOG'er til Flensburg - og Mensing på vej den anden vej

Simon Pytlick er ikke den eneste GOG-komet, der flytter ned over grænsen til sommer. Også landsholdsstregen Lukas Jørgensen er ifølge TV 2 Sports oplysninger blevet solgt til Flensburg-Handewitt og skifter til sommer, som vi fortalte første gang tilbage i januar.

Allerede dengang var flirten mellem Simon Pytlick og Flensburg-Handewitt også heftig, og GOG har ifølge TV 2 Sports oplysninger tidligere på sæsonen afvist millionbud på den 22-årige bagspiller, der fik sit internationale gennembrud og en plads på turneringens officielle All Star-hold til VM i januar.

Mens Simon Pytlick og Lukas Jørgensen skal til Flensburg, er en anden dansk landsholdsspiller, Aaron Mensing, ifølge TV 2 Sports oplysninger på vej til GOG efter to sæsoner i Flensburg.

Hverken Flensburg, GOG eller Christian Henriksen, der er agent for både Pytlick, Mensing og Lukas Jørgensen, har ønsket at kommentere denne historie.

Flensburg-Handewitt er kendt som en danskerklub og har i denne sæson mere end en håndfuld danske landsholdsspillere i truppen - nemlig Kevin Møller, Emil Jakobsen, Johan Hansen, Mads Mensah, Aaron Mensing, Lasse Møller og Simon Hald.

Simon Hald forlader dog klubben til sommer, hvor han vender hjem til Danmark og Aalborg Håndbold.

Oversigt

    Oversigt