GOG henter ’fysisk pragteksemplar’

Den fynske ligaklub GOG har fundet en afløser for Lars Hald på stregen. Klubben henter en islænding med Champions League-erfaring.

Arnar Freyr Arnarsson er navnet, GOG-tilhængerne skal vænne sig til at råbe.

Klubben har nemlig skrevet kontrakt med den islandske landsholdsspiller, der har spillet både VM, EM og Champions League. Den nuværende Kristianstad-streg afløser Lars Hald, som stopper karrieren til sommer.

- Han er et fysisk pragteksemplar. En ung, fremadstormende spiller, som har gjort det godt i Kristianstad i flere år. Han har international erfaring, både fra landskampe for Island og i Champions League, så det er en spiller, der passer rigtig godt ind i vores fremtidige planer, siger GOG-direktør Kasper Jørgensen til TV 2 SPORT.

Den 22-årige islænding har skrevet en toårig kontrakt med GOG, hvor han kan kan se frem til at få en stor rolle. 

 

 

- Han skal spille to veje. Han skal dække 3’er i forsvaret og spille stregspillet i angrebet, og den internationale erfaring kan vi godt bruge på vores hold. Vi forventer, at vi skal spille internationale kampe igen i næste sæson.

Med tilgangen af Arnar Freyr Arnarsson har GOG fået en af tre erstatninger på plads inden næste sæson. Ligesom Lars Hald stopper målmand Ole Erevik også sin karriere til sommer, mens Niclas Kirkeløkke skifter fra GOG til Rhein-Neckar Löwen i den tyske Bundesliga.

- Vi er i en rigtig fin proces, så det tror jeg, vi har løst inden for kort tid, slutter Kasper Jørgensen.

Efter 17 kampe ligger GOG nummer to i grundspillet. Fynboerne er ét point efter Aalborg på førstepladsen.

 

Oversigt

    Oversigt