GOG-kamp undersøges for matchfixing

Danske Spil bekræfter over for TV 2 SPORT, at spiludbyderen kort inden kampstart lukkede ned for spil på GOG's første gruppekamp i European League.

Håndboldkampen mellem Kadetten Schaffhausen fra Schweiz og danske GOG får måske et efterspil.

Flere spiludbydere lukkede kort før kampstart tirsdag klokken 18.45 for spil på opgøret i European League (tidligere EHF Cup) - blandt dem Danske Spil. Det bekræfter den danske spiludbyder over for TV 2 SPORT onsdag.

Her er meldingen også, at kampen, der blev spillet i Schaffhausen, nu vil blive undersøgt for matchfixing.

- Det gjorde vi, fordi vi så en mærkelig oddsudvikling, hvor vi følte os nødsaget til at lukke kampen, lyder det fra Danske Spils pressetjeneste til TV 2 SPORT.

- Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad det betyder. Men jeg kan sige, at vi har meldt kampen til GLMS, vores overvågningssystem for matchfixing, lyder det videre.

Hvad er GLMS?

Odds faldt fra 2,00 til 1,35

Fyens.dk skrev sent tirsdag aften, at oddset på en sejr til Kadetten Schaffhausen over fynboerne faldt i timerne op til kampen - fra odds 2,00 til odds 1,35.

Det medførte altså, at flere spiludbydere valgte at lukke helt for indskud på kampen. Og nu kigger GLMS så nærmere på de mistænkelige væddemål.

GOG tabte 28-29 på et mål af schweizerne i de døende sekunder, i hvad der var holdenes første gruppekamp i European League.

Ifølge fyens.dk var dommerparret Arsim Vitaku og Erdoan Vitaku fra Kosovo i fokus i kampen med en indsats, der kontant virkede til hjemmeholdets fordel.

Danske Spils pressetjeneste oplyser til TV 2 SPORT, at det dog ikke er usædvanligt, at spiludbyderen lukker for spil på kampe i løbet af en sæson.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra GOG til sagen, men klubben har ingen kommentarer for nuværende.

Oversigt

    Oversigt