GOG-kaptajn ude på ubestemt tid

Forsvarsgeneral Frederik Clausen er formentlig ude det meste af efteråret, da GOG-anføreren skal gennemgå et behandlingsforløb af en knæskade.

Det bliver en decimeret GOG-trup, som lørdag har første træning i opstarten til den nye sæson.

Landsholdsspillerne Mathias Gidsel og Morten Olsen er rejst til OL, og det samme er holdets nye norske keeper, Torbjørn Bergerud. Samtidig er stregspiller Anders Zachariassen i gang med genoptræningen efter en korsbåndsskade i foråret, og tirsdag måtte endnu en profil trække sig.

Holdets anfører og forsvarsstyrmand, Frederik Clausen, er nemlig ude på ubestemt tid, melder cheftræneren til TV 2 SPORT:

- Han har bøvlet lidt med knæene i nogle år og er så kommet i gang med et forløb nu, hvor han skal have nogle sprøjter cirka hver 14. dag over seks-otte gange.

- Vi håber, at han kommer med på den her side af jul, men det er ikke givet. Så nej, det er selvfølgelig ikke så godt for holdet, siger Nicolej Krickau.

26-årige Frederik Clausen har spillet hele sin seniorkarriere i det sydfynske og forlængede i foråret sin kontrakt, så den løber de næste to sæsoner.

Skal score flere mål

Med skiftende stregspillere har Clausen i flere år dannet GOGs midterforsvar. Men uden både ham og Anders Zachariassen i den centrale defensiv skal offensiven være ekstra skarp, forudser Nicolej Krickau:

- Det betyder, at vi er nødt til at lave nogle flere mål, fordi vi må forvente, at Emil Lærke - som selvfølgelig får en rolle derinde - alt andet end lige skal spilles sammen med Oscar Bergendahl, siger GOG-træneren, som også nævner Lukas Jørgensen som mulig aftager i forsvaret.

- Der er nogle andre, der skal løse opgaven, men jeg synes stadig, vi har et hold, der kan score meget. Så jeg håber, at vi kan holde skruen i vandet, indtil Anders (Zachariassen red.) og Clausen begge to kommer tilbage.

Som skrevet så skal GOG også undvære den dobbelte verdensmester Anders Zachariassen, der i en ligakamp mod Ribe-Esbjerg i foråret rev det forreste korsbånd over i højre knæ.

Hvor mange måneders genoptræning, en så alvorlig knæskade kræver, kan variere en del, så GOG-træneren har mere forhåbninger end forventninger til at kunne gøre brug af den stærke stregspiller i første halvdel af den kommende sæson:

- Hvis alt flasker sig, så kan han måske blive klar til december, men vi vil være fuldstændig sikre med det knæ, siger Nicolej Krickau.

Ekspert: De bør finde en erstatning

Uden de to centrale søjler i defensiven vil det ikke undre Bent Nyegaard, hvis GOG lige nu spejder efter at kunne hente en kapabel erstatning:

- Direktør Kasper Jørgensen og Nicolej Krickau bør kigge sig om efter en afløser på en etårig kontrakt. For det bliver et hårdt efterår med kampe i både ligaen, pokalen og formentlig også Europa.

- Så spillerne bliver rigeligt belastet - især en afgørende profil som Mathias Gidsel, der nu er til OL, og derfor ikke reelt har nogen sommerpause, lyder analysen fra Bent Nyegaard.

GOG indleder sæsonen i slutningen af august med en pokalkamp ude mod TMS Ringsted, og få dage efter skal de til Slovenien til den første af to europæiske kvalifikationskampe mod Celje.

Oversigt

    Oversigt