GOG mister profil til konkurrent: Han er en af de bedste i dansk håndbold

GOG-fløjen Mark Strandgaard skifter til Aalborg efter denne sæson. Han har skrevet under på en treårig kontrakt.

Mesterholdet Aalborg har fundet en erstatning for Patrick Wiesmach, der skifter 888Ligaen ud med den tyske Bundesliga til sommer.

Aalborg har nemlig skrevet kontrakt med 30-årige Mark Strandgaard, som lige nu spiller i GOG. Strandgaard og Aalborg har lavet en treårig aftale, og det glæder direktør Jan Larsen. 

- Mark har de senere år været en af de bedste højre fløje i dansk håndbold, og han er blandt andet helt fantastisk i kontraspillet, siger Jan Larsen i en pressemeddelelse og uddyber:

- Efter en del år i ligaen kender han den danske liga særdeles godt og bringer en masse rutine – han passer dermed perfekt ind i Aalborg Håndbold.

I denne sæson har Strandgaard scoret 27 gange på 38 forsøg. I sidste sæson nåede han op på 109 mål for GOG, hvor han har spillet siden 2010. 

- Jeg glæder mig til et nyt håndboldmæssigt kapitel og ser frem til at skulle starte i Aalborg Håndbold. De har været et kontinuerligt tophold de senere år, og jeg ser frem til at spille foran det store nordjyske hjemmepublikum fra næste sæson, siger Mark Strandgaard i pressemeddelelsen.

Mark Strandgaard skifter til Aalborg efter denne sæson. Her skriver han kontrakten under sammen med direktør Jan Larsen. 
Mark Strandgaard skifter til Aalborg efter denne sæson. Her skriver han kontrakten under sammen med direktør Jan Larsen. 
Foto: Aalborg Håndbold

Oversigt

    Oversigt