Juventus sælger fynbo

Fynske Nikolai Baden Frederiksen forlader Juventus. Han skifter til hollandske Vitesse.

Nikolai Baden Frederiksen får en ny farve på trøjen og nye udfordringer på banen.

Med øjeblikkelig virkning skifter han Juventus og de sorte og hvide striber ud med Vitesse, der spiller i sorte og gule striber.

Efter planen giver skiftet også lidt mere kolorit til klubkarrieren, der ikke har været rettet mod førsteholdsfodbold i Juventus. I sidste sæson var han udlejet fra Juventus' U23-hold til østrigske WSG Tirol. Her scorede han 18 mål i 31 kampe.

TV 2 Fyn har tidligere besøgt Nikolai Baden Frederiksen i Italien, da han kæmpede for at komme på førsteholdet og spille med verdensstjernen Cristiano Ronaldo.

Nikolaj Baden, der er en del af det danske U21-landshold, har skrevet under på en treårig aftale. Derudover har han en option på en fjerde sæson i Vitesse.

I den hollandske klub, der i sidste sæson blev nummer fire i Æresdivisionen, bliver han blandt andre holdkammerat med Jacob Rasmussen. De to har tidligere spillet på samme ungdomshold i Odenseklubben Næsby.

- Det er fedt, Jacob er en del af det. Han har fortalt mig en masse gode ting om Vitesse, og det har bekræftet mig i, at det er en skøn klub, hvor jeg kan fortsætte min udvikling, siger Baden til Vitesses hjemmeside.

Nikolaj Baden har spillet 31 U-landskampe for Danmark, hvor han har scoret 11 mål.


Oversigt

    Oversigt