I det fynske folks tjeneste

Komet fik "kæmpe chok", da landstræner ringede

GOG's Mathias Gidsel håber at imponere Nikolaj Jacobsen og få debut på det danske A-landshold. Håndboldekspert hylder udtagelsen af højrebacken.

I samarbejde med TV 2 SPORT

Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

- Det har været lidt af et helvede at holde det hemmeligt indtil i dag, men jeg er utrolig stolt og lettet.

GOG's Mathias Gidsel blev mandag officielt udtaget til det danske A-landshold i håndbold, men den 21-årige højre back afslører over for TV 2 SPORT, at han allerede for en uge siden vidste, at han blive blive en del af landstræner Nikolaj Jacobsens 20 udvalgte.

- Det er stort for en ung knægt som mig. Det havde jeg slet ikke regnet med, uddyber Mathias Gidsel.

Nikolaj Jacobsen ringede til GOG's stjernefrø, imens han var i gang med sin styrketræning mandag den 12. oktober om morgenen. Mathias Gidsel forklarer, at han på forhånd var blevet 'advaret' af sin klubtræner, Nicolej Krickau, om, at en vis landstræner ville ringe - for ellers ville han sikkert ikke have troet sine egne ører.

Efter landstrænerens opkald forsvandt al fokus fra vægte og træningsmaskiner, afslører håndboldspilleren.

- Det var et kæmpe chok. Han ødelagde min styrketræning. Jeg havde simpelthen svært ved at koncentrere mig efterfølgende, men var helt oppe at flyve, indrømmer Mathias Gidsel.

Læs også Nikolaj Jacobsen udtager GOG-komet

Kan få debut på A-landsholdet

Håndboldspilleren, der denne sæson har imponeret i Håndboldligaen med 41 mål i 8 kampe for GOG, har gennem den seneste uge holdt oplysningen om sin landsholdsudtagelse tæt til kroppen.

Mathias Gidsels kæreste og den nærmeste familie er de eneste, der har fået den gode nyhed at vide.

- Min bedre halvdel kunne godt mærke, at det var en gladere Mathias, der kom hjem i sidste uge, siger GOG-spilleren.

Mathias Gidsel fortæller, at han ser frem til den kommende A-landsholdssamling i begyndelsen af november, hvor landsholdet skal møde Schweiz på hjemmebane i Ceres Arena i Aarhus 4. november, mens Finland venter i Helsinki 7. november.

Her kan højrebacken få sin debut på A-landsholdet.

- Jeg glæder mig til at få lov til at træne sammen med nogle af verdens bedste håndboldspillere. Jeg håber at kunne bidrage og imponere Nikolaj Jacobsen, så jeg får debut på det danske landshold, siger Mathias Gidsel.

En åbenbaring

Landstræner Nikolaj Jacobsen siger til TV 2 SPORT, at han har udtaget Mathias Gidsel til A-landsholdet på baggrund af hans fremragende spil indtil videre i sæsonen.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard hylder udtagelsen af GOG's højre back, som han kalder for en åbenbaring.

- Jeg synes, det er godtgørende, at Gidsel er med. Han har været den helt, helt store åbenbaring. Så det er et godt valg. Og så spiller han en position, der altid er til diskussion på landsholdet. Det her er også en mulighed for at prøve ham af i rolige omgivelser, siger Nyegaard.