I det fynske folks tjeneste

Måtte vende om på vej til kamp - to hold i corona-karantæne

IF Stjernens 1. divisionskvinder er røget i karantæne, mens DHG's ditto har valgt at gå i frivillig karantæne, efter de to hold mødtes søndag.

I samarbejde med TV 2 SPORT

DHG-spillerne efter kampen mod IF Stjernen i søndags Foto: DHG Håndbold

1. divisionsholdet IF Stjernen er røget i karantæne, fordi de kan være smittet med coronavirus.

Holdets træner, Ole Andersen, bekræfter over for TV 2 SPORT, at han er blevet smittet på en skiferie i Østrig, men før han udviste symptomer, nåede han at føre sine tropper i kamp søndag aften mod DHG Håndbold.

Herefter skyndte han at informere Dansk Håndbold Forbund såvel som søndagens modstandere, der tirsdag aften skulle spille en pokalkamp i Lyngby.

DHG's 1. divisionsdamer var allerede på vej mod Sjælland og en pokalkampen hjemme fra Odense, da informationen om den mulige smitte nåede frem.

Odense-holdets biler havde akkurat ikke nået Storebæltbroen, da holdet besluttede sig for at vende om og køre hjem for at gå i frivillig karantæne i frygt for coronavirus.

- Vores læge har rådet os til at gå i frivillig karantæne, indtil vi hører fra Patientstyrelsen, forklarer DHG's formand, Nikolaj Gynter.

- Lægen siger, det er det bedste at gøre, så jeg har bare beordret alle piger og ledere i hjemmekarantæne.

Venter på myndighedernes dom

Tirsdag aften venter Nikolaj Gynter på svar fra Patientstyrelsen om, hvad de næste skridt skal være, og om den frivillige karantæne skal gøres tvungen.

Det er først muligt at blive testet for coronavirus efter syv dage, med mindre man viser symptomer på forhånd, såfremt der er tvivl om, hvorvidt man er blevet udsat eller ej.

- Som vi er blevet oplyst indtil videre, er vi 'bare' i smitterisiko. Skulle det ende med, at Patientstyrelsen også mener, vi skal i karantæne, har vi fået udsat vores kamp på søndag, siger formanden.

Tirsdagens pokalkamp mod Lyngby er allerede blevet udsat.

Divisionsforeningen indfører nye regler for afbud

Tirsdag har Divisionsforeningen på et ekstraordinært bestyrelsesmøde besluttet, at det skal være muligt for holdene i landets to bedste rækker at melde fra til kamp, hvis man har mindst fem spillere, der er smittet med coronavirus eller er i karantæne.

- Så har man lovlig afbudsgrund og skal selvfølgelig ikke tvinges til at spille. Man bliver ikke taberdømt, siger Divisionsforeningen Håndbolds direktør, Thomas Christensen.

Ifølge direktøren må man regne med, at et helt hold kommer i coronakarantæne på et tidspunkt.

- Vi må gå ud fra, at selvfølgelig kommer der et smittetilfælde, hvor der er flere, der skal i karantæne.