Mærkværdig afslutning på topkamp undrer alle

Odense Håndbold havde mulighed for at tage det ene point mod Team Esbjerg til sidst, men det gik slet ikke efter planen.

Man fristes næsten til at hive en slidt kliché frem: Du misser 100 procent af de skud, du ikke tager.

Med 15 sekunder tilbage af topkampen mellem Team Esbjerg og Odense Håndbold havde fynboerne mulighed for at udligne til 29-29, men det, der bare ikke måtte ske, skete. De fik ikke sendt et skud af sted og tabte.

Fælles for de skuffede Odense-spillere efter kampen var, at de ikke var i stand til at forklare, hvorfor harpikskuglen ikke blev kanoneret af sted mod Esbjerg-keeper Rikke Marie Granlund.

- Jeg ved ikke, hvorfor vi lige blev i tvivl om, hvad vi skulle gøre, for det havde vi lige aftalt. Det er bare ærgerligt at slutte sådan, lød det fra hollandske Nycke Groot, der stod med ansvaret for at strikke et Odense-angreb sammen.

- Jeg synes, det er rigtig, rigtig ærgerligt, at vi på 15 sekunder ikke formår at få en afslutning af sted. Altså, jeg synes... Ja…, sagde Odense-keeper Althea Reinhardt, der ikke helt vidste, hvad hun skulle sige om den mærkelige afslutning på kampen.

- Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg tror, at vi skal hjem at se den, sagde stregspiller Rikke Iversen.

Ekspert forstår det ikke

Odense-træner Ulrik Kirkely havde ellers i et minut talt med sine spillere om, hvordan de skulle slutte kampen af, og hvordan de skulle sikre sig det ene point.

Men det ene sekund efter det andet forsvandt fra haluret. Til stor undren for TV 2 SPORTs håndboldekspert Klavs Bruun Jørgensen.

- Jeg kan ikke forklare det. Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg forstår det ikke.

- Der gik alt for lang tid. Bolden blev spillet rundt fem gange. Det ligner virkelig Nycke Groot dårligt ikke at være mere skarp omkring, at de skal ned at angribe og i gang. 15 sekunder er jo ingenting, sagde Klavs Bruun Jørgensen.

Den missede mulighed for at tage det ene point sendte Esbjerg op på 25 point for 14 kampe. Odense blev på 22 point, men har en kamp i hånden.

Oversigt

    Oversigt