Før Mia Rejs mulige debut for Odense: - Noget af det sværeste i min karriere

Mia Rej ved, at det er et specielt skifte, hun har foretaget. Nu vil hun vinde trofæer med Odense, og tirsdag aften kan hun få debut.

Jo nærmere datoen 26. februar 2021 kommer, jo flere sommerfugle i maven kommer Mia Rej til at have.

Dagen bliver nemlig helt speciel for den danske landsholdsspiller. Her spiller Odense mod København i kvindernes håndboldliga, og denne gang skal Rej ikke trække den sorte trøje over hovedet. Den bliver i stedet orange.

For mandag skiftede hun København Håndbold ud med Odense Håndbold, og nu har hun et par måneder til at forberede sig på at skulle møde klubben, hun har været en profil for de seneste 6,5 år.

- Jeg er glad for, at der trods alt er et stykke tid til, og jeg er også glad for, at det er her i Odense Idrætshal og ikke i Frederiksberghallerne. For det bliver uden tvivl noget af det sværeste, jeg kommer til at opleve i min karriere, siger Mia Rej til TV 2 SPORT.

Det har været en yderst positiv oplevelse at spille for København Håndbold for Mia Rej, der "ikke har noget ondt at sige om klubben".

Derfor bliver det noget særligt at spille mod de tidligere holdkammerater, hun vandt DM i 2018 sammen med.

- Selvfølgelig er der følelser. Det ville være underligt andet. Jeg siger farvel til noget godt.

- Det er specielt. Jeg har jo været i København Håndbold i syv år. Men nu glæder jeg mig til et nyt eventyr i Odense. Jeg håber og tror, at det her bliver ekstra godt, siger hun.

Hektisk december

Mia Rej har haft en begivenhedsrig måned.

Hun blev dansk topscorer ved det netop overståede EM på hjemmebane, og otte dage senere var hun så hovedpersonen i 'et historisk stort bud', som Odense gav København for den 30-åriges evner på håndboldbanen.

- Det har været ekstremt hektisk. Der er mange ting, der skal gå i orden, før sådan et skifte kan blive endeligt. Så det har været nogle vilde dage.

Da hun hørte om interessen fra Odense, vakte det straks en interesse i den rutinerede playmaker, hvis ambitioner er tårnhøje.

Hvorfor Odense i Danmark og ikke en international klub?

- Nu var det den mulighed, der lige opstod. Det betyder meget for mig, at jeg stadigvæk kan være tæt på min kæreste i København, og så var det bare en unik mulighed at komme til en klub med så store ambitioner. Så det var svært at sige nej til.

Odense Håndbold har endnu ikke vundet noget. Det har Rej, og nu vil hun vinde både det danske mesterskab og pokaltitlen - og "bare gerne vinde det hele med Odense".

Mulig debut tirsdag aften

Allerede dagen efter skiftet kan hun få debut, når Odense spiller topkamp mod Team Esbjerg.

Når man siger "Mia Rej" og "den danske liga" i samme sætning, er et af næste ord ofte "nøglespiller". Den rolle er hun dog ikke allerede udset tirsdag aften.

- Altså jeg regner i hvert fald med at sidde på bænken og heppe, siger hun og griner.

- Ej, jeg tror ikke, det bliver til så meget spilletid. Men hvis det gør, er det fint.

Odense-træner Ulrik Kirkely er enig. Over for TV 2 SPORT mandag ville han ikke garantere spilletid til sin nye profil.

- Det må vi se, når vi rammer dagen. Nu har vi haft den første træning, og så ser vi på kampens forløb. Så det kan vi alle sammen glæde os til.

- Når man er ny, tager det lige lidt tid at falde ind i spillet. Derfor forventer jeg heller ikke, at det står snorlige i Esbjerg, siger Ulrik Kirkely.

Se, om Mia Rej kommer på banen, når Odense Håndbold gæster Team Esbjerg tirsdag aften på TV 2 SPORT fra klokken 19.30.

Oversigt

    Oversigt