OB ligger sidst i Superligaen. Dramatisk? Hmmm. Ikke for mig.
Jeg skal ikke hævde, at jeg på forhånd havde regnet ud, at OB ville komme elendigt fra start. Det havde jeg ikke. Det er meget værre. For jeg havde faktisk ikke engang forholdt mig til OB. For mig er det tidligere fynske storhold blevet en ligegyldighed. Hvis OB rykker ud, vil jeg ikke savne dem.
Der er sket det, at jeg er blevet træt af at vente. Træt af at vente på, at tingene vender. Træt af at vente på en topplacering. Træt af at vente på, at OB igen spiller i Europa. Træt af at vente på, at OB igen bliver OB. Undskyld. Men jeg gider ikke vente mere. Jeg orker det ikke.
Jeg vedkender mig mit perspektiv. Jeg er en jysk mand, bosiddende i Aarhus, med mit fodboldhjerte parkeret i Silkeborg. Derfor må I gerne blive rasende, kære fynboer, for jeg ved, at I kerer jer om OB. Én gang Odense, altid Odense. Er det ikke det, I råber?
Ikke mange aviser skriver så vedholdende om det lokale fodboldhold som Fyens Stiftstidende, og der findes sågar en podcast, der udelukkende omhandler OB. 'Stemmer fra Ådalen' hedder det ugentlige nødråb. Ådalen er navnet på OB’s træningsanlæg.
OB er ligegyldig i Jylland og på Sjælland
I Jylland er det anderledes, og jeg vover at påstå, at det er det samme på Sjælland og i København. Jeg tror ikke på, at OB betyder noget i andre landsdele end på Fyn.
Lad mig bruge mig selv som eksempel: Som almindelig fodboldtilhænger følger jeg Silkeborg IF og AGF og ser de to holds hjemmekampe, når jeg kan. Når der er fastlagt hjemmekampe i Superligaen, scanner jeg deres kampprogram for at finde de mest interessante opgør. Nå, FCK kommer til Silkeborg en mandag aften. Brøndby kommer på stadion om to uger. FCM, det er først om en måned. AaB er altid værd at se, og så er der jo et lokalt touch over et lokalopgør som AGF-Randers. Opgør som Silkeborg-OB og AGF-OB scroller jeg bare forbi.
Sådan har det langtfra altid været. Engang var det lige modsat, og det er jo den egentlige tragedie. At OB engang var så meget mere end i dag. En af mit livs første stadionoplevelser var tilbage i 1977, da OB’s tophold kom til Vejle.
Jeg var 12 år gammel dengang og ikke klogere, end at jeg troede, at Vejle ville vinde. Sådan gik det mildest talt ikke. Richard Møller Nielsens tropper tromlede hen over Vejle, som de gjorde det med alle de øvrige hold i rækken på vej mod et af de mest knusende danske mesterskaber, der nogensinde er vundet. Allan Hansen, Per Bartram og Johnny Andersen hærgede det hele.
Siden kom jeg selv til at spille i den bedste række. Min første hele sæson med Silkeborg var i 1989, pudsigt nok den seneste sæson, hvor OB har vundet mesterskabet. Her mødte vi OB på Odense Stadion i slutfasen af turneringen. Vi fik ikke et stik. Vi var dårligt nok over midten. Kim Ziegler, Ulrik Moseby og Morten Donnerup var alt for stærke. Og Lars Høgh kunne man jo alligevel ikke score imod. Min gode ven Lasse Skov spillede for OB, og jeg misundte ham. Sikke et hold at være en del af. Et par år senere tabte vi såmænd 6-0, selvom vi havde selveste Preben Elkjær som træner.
FC København frygtede OB mest
Nostalgipis, siger du. Gu’ er det da så. Og Real Madrid gider jeg ikke engang nævne. Men hør nu her: Så sent som for ti år siden var OB det bedste alternativ til FC København som permanent tophold i dansk fodbold. Brøndby lå underdrejet, AaB var et engangsknald, mens FC Midtjylland endnu ikke var vokset til. Det var OB, som FC København frygtede. To gange vandt OB pokalfinalen i Parken over netop FCK, mens ”striwerne” tre sæsoner i træk besatte andenpladsen efter FCK. I 2009. I 2010. I 2011. Mwape Miti, Søren Berg, brødrene Hemmingsen og Eric Djemba-Djemba. So good they had to name him twice. Det var tider.
Så gik lyset ellers ud. Siden da er en femteplads OB’s bedste præstation. Trænerne er kommet og gået, mens horder af middelmådige spillere har befolket førsteholdet. Ingen nævnt. Ingen glemt. Bortset fra Rasmus Falk, som er den seneste OB-spiller, jeg har villet tage på stadion for at se. Han rejste på en fri transfer i 2016. Siden har det været kejserens nye klæder.
Dette er ikke en analyse. Kald det i stedet et suk. Jeg aner ikke, om OB er bedre tjent med Andreas Alm som træner end uden. Det kan også sagtens være, at Hans Christian Bernat dropper for meget. Eller at Bashkim Kadrii scorer for lidt. Men det er jo alt sammen detaljer i det store, forstemmende billede af OB som en stivnet topklub. Ja, jeg så godt pokalfinalen i maj. OB’s indsats strejfede også mit hjerte, men som altid, når det virkelig gjaldt, så vandt de andre.
Kære OB, jeg vil blive ved med at køre den lille omvej omkring stadion, når jeg skal på arbejde på Kvægtorvet. Det er nu blevet min lille vane, efter at jeg er begyndt på TV 2. Monumentet til ære for Richard Møller Nielsen rører mig hver gang, jeg kører forbi.
Alt det andet gør ikke.