Nikolaj Jacobsen ærgrer sig over politianmeldelse efter velkomst

Landstræneren fik en varm velkomst, da han vendte hjem til Thurø ovenpå triumfen i Egypten. Han mener, der var god ro og orden ved hyldesten.

En fin gestus har fået kedeligt efterspil.

Da den danske håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen rullede ind på Brovejen på Thurø nogle timer efter hjemkomsten fra VM i Egypten, blev han modtaget af en stolt lokalbefolkning, der hyldede ham med fakler, flag og bannere.

En person mente dog, at fejringen ikke foregik helt efter bogen og hævdede, at de deltagende personer modstred sig det nuværende forsamlingsforbud og stod for tæt på hinanden. Derfor indleverede vedkommende en anmeldelse til Fyns Politi.

Nikolaj Jacobsen er ked af, det er kommet så vidt og roser faktisk forsamlingen for at være god til at holde afstand til hinanden ved velkomstfesten.

- Jeg synes da, det er ærgerligt, at der er kommet en politianmeldelse ud af en god gerning. Og så synes jeg faktisk, at folk holdt god afstand. Det er klart, at du altid lige kan finde to billeder, lige da jeg ankom, men elles synes jeg faktisk ikke, det var særlig slemt.

- Folk stod som familier og var spredt ud over et stort areal, og jeg tror, de to billeder, jeg har set, det er folk, der lige vil hen og have et billede, og så forsvinder man igen, fortæller den danske landstræner til TV 2 SPORT.

Fyns Politi bekræfter overfor TV 2 SPORT onsdag, at man er i gang med "at foretage en juridisk vurdering af sagen, og at de på nuværende ikke kan sige noget om tidshorisonten for denne."

Borgere på Thurø sørgede for en varm velkomst til landstræner Nikolaj Jacobsen. 
Borgere på Thurø sørgede for en varm velkomst til landstræner Nikolaj Jacobsen. 
Foto: Ole Holbech & Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Anmelderen, der ønsker at være anonym, ser gerne, at politiet kigger billederne igennem fra velkomsten og udstikker de implicerede en bøde. Det fortæller vedkommende til fyens.dk.

Som et led i håndteringen af coronavirussen lyder forsamlingsforbuddet i øjeblikket på, at man ikke må være mere samlet end fem personer.

Formand er uforstående

Det var Thurøs Borgerforening, der arrangerede fakkelalléen og velkomsten til ære for landstræneren.

Og formanden for foreningen, Peter Bang, mente ikke, at der blev begået noget regelbrud, ligesom man på Facebook havde opfordret thurinerne til at følge med hjemme fra stuerne.

Ved ankomsten kaldte Nikolaj Jacobsen gestussen for "fantastisk".

Danmark slog Sverige 26-24 i VM-finalen og forsvarede dermed guldet fra 2019.

Oversigt

    Oversigt