Odense får femcifret bøde for 'bommert'

Odense Håndbold skal af med samlet 13.500 for at have opstillet to reklamebander ulovligt i DM-semifinalen.

Der er ikke meget, der går Odense Håndbolds vej for tiden.

I onsdags røg de overraskende ud i DM-semifinalen til Herning-Ikast, og oven i den sportslige nedtur fik de en økonomisk straf. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisen havde topklubben opstillet to reklamebander bag det ene mål i den første semifinalekamp i Odense 27. april. Disciplinærinstansen mente, at de var opstillet ulovligt og bedømte det til at være en overtrædelse af Ligareglementet.

Udover bøden, der lyder på 10.000 kroner, skal Odense Håndbold have yderligere 3500 kroner op ad lommen som betaling for retsgebyret.

- Vi beklager naturligvis denne fejl. Da vi ikke synes, at den store grå flade er særlig pæn på tv, gjorde vi dette mindre ”tiltag”, og som vi ikke har tjent nogle penge på. Der er ganske enkelt tale om en ”bommert” fra vores side, skriver Odense Håndbold ifølge jp.dk blandt andet i høringssvaret.

Det er tredje gang inden for et år, at klubben får en bøde.

Odense Håndbold med Jan Pytlick i spidsen har inden for de seneste sæsoner investeret massivt på spillersiden. En stor del af truppen på det danske landshold tørner ud i det fynske, og næste år får de tilgang af verdensstjernen Nycke Groot.

Indtil videre har det dog ikke udmøntet sig i sportslig succes. Sidste år tabte de DM-finalen til København, og i år venter københavnerne igen. Denne gang i kampen om bronzemedaljer.

Oversigt

    Oversigt