Odense-komet kan misse EM: Knust og grædefærdig kort før slutrundedebut

Den 22-årige bagspiller Helena Elver skulle i næste uge have haft slutrundedebut for Danmark. Nu tyder meget på, hun har fået en alvorlig skade.

De hjerteskærende billeder og tårerne var ikke til at tage fejl af. Situationen var alvorlig.

Imens Danmark tabte EM-testkampen til Norge, sad en knust Helena Elver på tribunen. Hun skulle have spillet kampen og startet inde, men kort før opvarmningen var forbi, landede hun forkert og humpede straks mod sidelinjen.

Da kampen startede, var hun stadig i omklædningsrummet for at blive undersøgt, og da hun efter et kvarter vendte tilbage til hallen, var det med et fuldstændig tomt og trist blik. Det var det sidste, der måtte ske for Odense Håndbold-bagspilleren, der om otte dage stod til at få slutrundedebut ved EM efter et imponerende år på håndboldbanen.

Resten af første halvleg sad hun på tribunen i Spektrum Vejle, hvor tårerne blev ved med at vælte ud.

Landsholdets lægestab kunne i forbindelse med kampen onsdag aften ikke oplyse nærmere om skadens omfang, men Dansk Håndbold Forbund skriver torsdag morgen til TV 2 SPORT, at Helena Elver skal scannes, og de forventer at kunne give en status i løbet af formiddagen.

Ingen oplagt afløser

Derfor er det stadig usikkert, hvorvidt skaden er så alvorlig, at Elver misser EM-slutrunden. TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard er dog bekymret for Elver efter at have set billederne, og han er ikke i tvivl om, hvad Danmark og landstræner Jesper Jensen mister, hvis Elver dømmes ude.

- Hvis hun misser EM, så mister Danmark meget på det håndboldfaglige, hvor hun har nogle af de kompetencer, Jesper Jensen har eftersøgt. Hun er meget direkte i sit spil og dygtig i det direkte duel-spil. Det viste hun også ved sidste Golden League, hvor hun fik et lille landsholdsgennembrud i sidste kamp mod Frankrig.

- Det er en spiller, der er ved at blive en del af den stamme, der spiller fast på landsholdet, så på den måde rammer det Jesper Jensens hold. Det store problem er også, at der ikke er nogen oplagt erstatning. Hvis vi kigger på bagspillere i bruttotruppen, er det kun Nadia Offendal, jeg kan pege på, men hun vil ikke forandre landsholdet, siger Bent Nyegaard.

Den tidligere landstræner og nuværende ekspert Klavs Bruun Jørgensen gjorde det også klart i pausestudiet under Danmark-Norge, at hvis Elver ikke kan spille EM, skal der hurtigst muligt kaldes en erstatning ind, der måske kan nå at være med i aften, når Danmark og Norge mødes igen.

Oversigt

    Oversigt